Økonomer afviser de gængse forklaringer på Hitlers valgsejre i 1930erne og mener at have løst mysteriet: Nedskæringspolitik. For hver procents offentlig nedskæring i Tyskland steg støtten til nazisterne med 1,8 point. Og vi er ved at gentage fejlen igen i dag, advarer de. Derfor vinder det yderste højre frem.
Jayda Fransens mund er ikke meget anderledes end de fleste andre menneskers munde, men når hun åbner den - så sker der noget.
Ud kommer en skinger strøm af ord, som ikke følger et traditionelt kryds-og-bolle mønster, men som til gengæld rummer en horrorfilms dikotomi. De onde er meget onde, og de gode er meget gode, og de gode er også forfulgte og kuede. Muslimerne er de onde, de kristne er de gode, og Fransen og hendes ligesindede er situationens generalstab.
»Tag korset i hånden og kæmp«, råber hun.
Det er så langt ude, at hun er stamgæst i det britiske retssystem. I sidste uge blev hun anholdt og fremstillet i grundlovsforhør efter endnu et vredsudbrud. Hun har yderligere en retssag om trusler kørende, hun har tilhold mod at nærme sig britiske moskeer uden invitation og også et generelt retsforbud mod at offentligøre racistiske ytringer - men Jayda Fransen åbner munden og bliver bare ved.
Højre vinder frem
Og her er det underlige: Der er et publikum til hende.
Jayda Fransen er næstformand for gruppen Britain First, som på Facebook har tæt på to mio. likes, og 1,75 mio. brugere følger gruppen, som for alvor har fået tur i den, efter præsident Trump i forrige uge gentweetede en række af Fransens videoer og udbrud. Til sammenligning har de britidske konservative kun godt 600.000 følgere og likes på Facebook.
Det er ikke bare Britain First og Storbritannien. Den yderste højrefløj samarbejder globalt, den har uset succes, tiltrækker nye tilhængere en masse og flytter grænsen for, hvad der er offentligt acceptabelt, som en multinational trusselsanalyse for nyligt konkluderede. Og som den tyske chefredaktør, Josef Joffe, spurgte i Guardian: »Højre vinder frem, og socialdemokratierne dør over hele Europa - men hvorfor?
En række økonomer giver i en ny undersøgelse et svar, som er værd at bide mærke i, og svaret er: Nedskæringspolitik. Undersøgelsen hedder »Austerity and the rise of the Nazi party« og er offentliggjort af det amerikanske National Bureau of Economic Research. Forfatterne går tilbage til de skæbneår, hvor Adolf Hitler vandt magten. De knuser de økonomiske nøgletal og valgtal og dokumenterer, hvordan den tyske nedskæringspolitik i begyndelsen af 1930erne gav Hitler og nazisterne sejren.
Og de advarer nutidens vestlige politikere mod at gentage fejlen og give plads til det yderste højre. Det er ikke en tilfældighed - skriver de - at vi på én og samme tid har fået Brexit, Donald Trump, AfD i Tyskland, Front National i Frankrig, Gyldent Daggry i Grækenland og Jobbik i Ungarn. Det er derimod resultatet af en nedskæringspolitik, som har medført »en intens afvisning af de etablerede politiske partier og en dramatisk omkalfatring af den politiske orden«. Og det er udtryk for en udvikling, som - hvis den fortsætter - »kan udløse en række uønskede politiske konsekvenser med helt igennem uforudsigelige og potentielt tragiske resultater.«
Eller med andre ord: Nedskæringspolitik kan give os nazisterne tilbage.
Afviser forklaring
Baggrunden for undersøgelsen er det politiske kvantespring, som nazisterne tog mellem 1928 og juli 1932. I 1928 fik de 2,6 pct. af stemmerne, i 1932 37,7 pct., og det følgende år fik de stemmer nok til sammen med højrenationale støttepartier at afskaffe det tyske demokrati.
Der skete i de år noget særligt og noget særligt tysk, og økonomerne studerer de tre velkendte forklaringer og afviser dem, nemlig den store depression, ledigheden og Versailles-fredsbetalingerne. Den økonomiske nedtur og ledigheden i Tyskland var ikke værre end i f.eks. USA, og Versailles-betalingerne blev suspenderede i 1931, og inden nazisterne for alvor tordnede frem.
Så de tre standardforklaringer holder ikke, men der er også en fjerde forklaring - og den holder:
»Tyskland var (...) det eneste større land, som gennemførte en dyb og langvarig nedskæringspolitik«, skriver de.
Forklaringen hedder Heinrich Brüning, som var den helt forkerte mand på det forkerte tidspunkt. Præsident Hindenburg udnævte ham i 1930 til kansler, og han var en glædesløs og meget traditionel politolog, som regerede via nøddekreter. Hans mål var at undgå inflation og - som han senere skrev i sine erindringer - »at genrejse tysk storhed ved at balancere statsbudgettet.«
Han beskar de nominelle offentlige udgifter med knap en tredjedel; statsudgifterne til beboelse blev beskåret med 96 pct., sundhed 72 pct., infrastruktur 43 pct., administration 30 pct. og uddannelse med 28 pct. Og tyske pensionister, bistandsmodtagere og arbejdsløse fik deres ydelser dramatisk beskåret. Men dermed var han ikke færdig. Brüning tvang også skatterne i vejret med op til ti pct, og hvor andre lande forlod guldstandarden og lod valutaen flyde, holdt Brüning fast. Derfor kunne han ikke som briterne devaluere og forbedre konkurrencevilkårene, og den tyske eksport faldt i hans tid med næsten 50 pct.
Det tyske bruttonationalprodukt faldt på 26 måneder med 15 procentpoint, og Brünings politik gjorde det kun stedse værre, og han øgede den politiske polarisering, hedder det.
»Forandring!«
Magasinet Time satte i 1931 Brüning på sin forside med noget, der lignede en tonedøv hyldest - »Tysklands nye jernkansler«, hed overskriften - men i Tyskland var der ingen hyldest, kun et had til kansleren og den elite, som han repræsenterede. De arbejdsløse og fattigste mistede den smule, som de havde, og de støttede kommunisterne. Middelklassen og velhaverne var vrede over de stigende skatter og faldende pensioner og bange for at miste, hvad de havde - og de støttede nazisterne.
Økonomen John Maynard Keynes mødte i 1932 den tyske kansler og forsøgte at advare ham, men Brüning ville ikke høre. Keynes sagde bagefter: »Tyskland er i dag grebet af den værste deflation, som en nation nogensinde har oplevet (...) mange mennesker i Tyskland har intet at se frem til, intet bortset fra 'forandring', noget helt igennem vagt og udefineret, bare en forandring.«
Og det fik de - en forandring - men det behøvede de ikke have fået, som økonomerne påviser.
I en model beregner de en direkte årsag-virkning sammenhæng og - siger de - for hver procent, som Brüning beskar de offentlig udgifter, steg støtten til nazipartiet med 1,825 point. Og med alle forbehold for kontrafaktuel historieskrivning fastslår de: Hvis han ikke havde gjort det, ville nazisterne ikke have fået stemmer nok til at afskaffe det tyske demokrati.
Hitler og nu
Økonomernes undersøgelse kan ikke bruges til at sætte lighedstegn mellem dengang og nu. Jayda Fransen er ikke en ny Adolf Hitler, det er Donald Trump heller ikke, og det tyske AfD har måske en rem af noget utilbørligt, men de er ikke brunskjorter. Historien gentager sig ikke æbler til æbler.
Undersøgelsen kan derimod bruges til at forklare, hvorfor højrepopulismen og højreradikalismen sejrer i den vestlige verden netop nu. Finanskrisen i 2007 var den største økonomiske nedtur i trekvart århundrede, og den blev så mange steder besvaret med nedskærings- og nøjsomhedspolitik, og den låste sydeuropæiske lande som Grækenland fast til den moderne guldstandard, euroen.
Konsekvensen er i dag den samme som dengang. At vælgerne bliver forbitrede og kræver forandring, »noget helt igennem vagt og udefineret, bare en forandring«, og det fører til en »intens afvisning af de etablerede politiske partier«, siger økonomerne.
Og derfor klikker så mange på Jayda Fransen, og derfor er én af klikkerne Donald Trump - præsident Donald Trump.
