Den hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja, er i sikkerhed og befinder sig i Litauen.

Det skriver Litauens udenrigsminister på Twitter tirsdag morgen.

Meldingen kommer, efter at der søndag blev afholdt valg i Hviderusland, der ofte beskrives som Europas sidste diktatur.

Her blev præsident Aleksandr Lukasjenko udråbt som vinder, da han ifølge valgkommissionen fik over 80 procent af stemmerne.

Svetlana Tikhanovskaja var Lukasjenkos største udfordrer og fik ifølge myndighederne omkring ti procent af stemmerne.

Hun nægter dog at acceptere resultatet og hævder, at hun er valgets retmæssige vinder.

Søndagens valg blev efterfulgt af voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi - ikke mindst i hovedstaden Minsk.

/ritzau/