En hval døde fredag i Thailand efter en fem dage lang redningsaktion. I sin mave havde den otte kilo plastik.

København/Bangkok. 80 plastikposer fyldte maven på en grindehval i Thailand og gjorde den ude af stand til at spise anden føde. Den døde fredag efter en fem dage lang redningsaktion.

Mandag blev hvalen fundet i en kanal i Songkhla-provinsen i det sydlige Thailand. Den var knap i live, og et hold af dyrlæger forsøgte i dagevis at redde dens liv.

Det lykkedes ikke, og fredag eftermiddag døde grindehvalen. Inden sin død kastede hvalen fem plastikposer op, oplyser thailandske myndigheder.

En efterfølgende obduktion af det store pattedyr afslørede, at hvalen havde slugt otte kilo plastikaffald, herunder 80 plastikposer.

- Det her plastikskidt gjorde hvalen syg og ude af stand til at jage føde, siger Thailands afdeling for kyst og marineressourcer ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Thailand er blandt de lande i verden, som bruger flest plastikposer, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge marinbiolog Thon Thamrongnawasawat dør mindst 300 dyr, herunder grindehvaler, havskildpadder og delfiner, hvert år i Thailand efter at have indtaget plastik.

- Hvis du har 80 plastikposer i din mave, så dør du, siger han til AFP.

På globalt plan bliver otte millioner ton plastik smidt i havet hvert år, oplyste FN's miljøprogram i december.

/ritzau/