Mere end 80 strudse flygtede lørdag fra en gård  i det sydlige Kinas Guangxi-provins.

De løb ikke langt, men alligevel langt nok til at give beboerne i en nærliggende by noget af en overraskelse.

Videoer optaget af øjenvidner fra det statslige tv-selskab CCTV viser nemlig flokken af de store fugle styrte rundt i byens gader.

Heldigvis skete det så tidligt om morgenen, at gaderne lå forholdsvis øde hen.

På videoen øverst i artiklen kan du se dem løbe rundt blandt byens butikker.

Strudsene var fra en lokal strudsefarm og flygtede, efter at porten til deres fold var blevet efterladt ulåst. Den største af dyrene vejede over 100 kilo.

Med hjælp fra det lokale politi blev de 80 studse fanget ind i løbet af morgenen samme dag.

Ingen kom til skade under hændelsen, oplyser lokale medier ifølge Reuters.