Der synes nærmest ikke at gå en uge uden en opsigtsvækkende udtalelse fra den amerikanske præsident, Donald Trump.
Og han har gjort det igen.
I forbindelse med en tale til den konservative studiegruppe Turning Point kom Trump ind på et emne, der ligger ham meget på sinde: vindmøller.
I talen, som præsidenten gav søndag, fortalte han, at vindmøller – ifølge ham selv – har et stort negativt aftryk på vores klima.
Og ifølge Trump, så er han en ekspert på netop vindmøller, men ikke vind.
I talen sagde han:
»Jeg har aldrig forstået vind. Jeg kender rigtig meget til vindmøller, jeg har studeret dem mere end nogen anden. Jeg ved, de er meget dyre. De er mestendels lavet i Kina og Tyskland, meget få er lavet her, nærmest ingen, men når de bliver lavet, så er der enorme – hvis man kender til det – gasser, som ryger ud i atmosfæren,« sagde Trump.
Kritikere af præsidenten har dog været hurtige til at påpege, at det ikke er helt rigtigt, at USA stort set ikke producerer vindmøller.

Således er der over 500 fabrikker, som producerer komponenter til vindmøller fordelt på flere end 40 amerikanske stater, og i det hele taget er over 100.000 amerikanere beskæftiget i vindmølleindustrien i USA.
Donald Trump har gennem længere tid været modstander af vindmøller, mens han har lempet vilkårene for olie- og kulindustrien i USA.
Men Trumps modstand mod vindmøller handler ikke kun om det negative aftryk på klimaet, som Trump mener, vindmøller har.
Præsidenten mener også, at vindmøller dræber rigtig mange hvidhovedede kongeørne i USA.
»En vindmølle dræber rigtig mange hvidhovedede kongeørne. Efter en bestemt mængde slukker de for vindmøllen, det er sandt. I øvrigt, de slukker for den, men hvis du dræber en, så ryger du i fængsel. Det er okay. Men er det okay, at vindmøller dræber hele fuglebestande?« spurgte præsidenten.
Og her havde han fat i en lidt længere ende af sandheden.
Et amerikansk studie viste nemlig tidligere på året, at 150.000 fugle på en eller anden måde bliver påvirket af vindmøller hvert år i USA.
Det er dog fortsat et langt lavere tal end det, som almindelige husdyr dræber hver år, skriver mediet The Hill.