Det er strømmet ind med tips og henvendelser, siden det onsdag kom frem, at den norske kvinde Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, der er gift med en af landets rigeste mænd, frygtes kidnappet.

Ingen af de mange tips og henvendelser har dog ført til, at norsk politi har fået kontakt til de tre personer, som blev efterlyst i sagen torsdag.

»Vi har modtaget tips både om cyklisten og om de to personer. Vi beder om, at de enten melder sig selv, eller at vi får tips om, hvem de kan være,« fortæller politiinspektør ved Fælles enhed for efterretning og efterforskning, Tommy Brøske, på et nyt pressemøde fredag.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt den 31. oktober sidste år.

Anne-Elisabeth Hagen er gift med den norske milliardær Tom Hagen.
Anne-Elisabeth Hagen er gift med den norske milliardær Tom Hagen. Foto: Privat / NTB scanpix
Vis mere

Hun er gift med milliardæren Tom Hagen, som ifølge det norske finansmedie Kapital indtager plads nummer 172 på listen over de 400 rigeste personer i Norge.

Torsdag blev to overvågningsvideoer fra den bygning, hvor Anne-Elisabeth Falkevik Hagens mand arbejder, vist på et pressemøde.

I alt tre personer kan ses på videobillederne.

På den ene overvågningsvideo ses en person gå uden for bygningen klokken 07.36 om morgenen den 31. oktober, hvorefter personen vender om og går tilbage.

Foto: Norsk Politi
Vis mere

Den anden video - som er optaget 24 minutter senere - viser, en anden person blive passeret af en cyklist.

»Vi ønsker at komme i kontakt med de personer,« sagde politiinspektør Tommy Brøske på et pressemøde torsdag formiddag.

Fredag forklarede han igen, at man blandt andet er interesseret i at finde ud af, hvem de tre personer er, da man ikke kan udelukke, at familien, hjemmet og arbejdspladsen har været overvåget af gerningsmænd eller en gerningsmand i tiden op til, at Anne-Elisabeth Falkevik Hagen forsvandt.

»Som vi har nævnt tidligere, kan både ejendommen, arbejdspladsen eller familiemedlemmer have været holdt under observation,« fortæller Tommy Brøske.

Her ses parrets hjem i Lørenskog øst for Oslo.
Her ses parrets hjem i Lørenskog øst for Oslo. Foto: Jens Astrup
Vis mere

På pressemødet kom det frem, at politiet i alt har modtaget mere end 250 tips og henvendelser, siden sagen kom frem onsdag.

Flere af de tips går på, hvem de to personer og cyklisten kan være. Det er dog endnu ikke lykkedes politiet at identificere dem.

Flere norske medier har siden onsdag beskrevet, hvordan Tom Hagen den 31. oktober kom hjem til et tomt hus, hvor han fandt en seddel, der skulle være skrevet på dårligt norsk. Af sedlen fremgik et krav om løsepenge og en trussel om, at Anne-Elisabeth Falkevik Hagen ville miste livet, hvis politiet blev involveret.

Af den grund har sagen længe været holdt hemmelig for offentligheden.

Anne-Elisabeth Falkevik Hagen og Tom Hagen har tre børn og flere børnebørn.