Hundredvis af mennesker fra den australske storby Melbourne strømmer i disse dage til stranden, da det forventes at blive den varmeste weekend i byen i syv måneder.
Mange er dog set komme til stranden uden at bære mundbind, og det er ikke lovligt med covid-19-restriktionerne i Australien lige nu.
Det skriver 7news.com.au.
Under de gældende restriktioner i landet er man forpligtet til at bære mundbind, undtagen når man drikker og spiser. Ellers risikerer man en bøde på 200 australske dollar, svarende til lige over 900 danske kroner.

Derudover er det i området tilladt at træne eller omgås andre i to timer om dagen inden for en radius af fem kilometer fra hjemmet.
Derfor er de lokale sundhedsmyndigheder på tæerne her i weekenden, da store folkemængder er set på flere strande i storbyen uden at bære mundbind.
Premierminister Daniel Andrews bønfaldt sine borgere om at overholde restriktionerne, selv om vejret bliver bedre, og at blive hjemme, hvis man har symptomer på covid-19.
Det er planen, at der vil ske lempelser af restriktionerne i området 19. oktober.

