Hundredvis står i kø til sørgegudstjenester for kong Harald
Nordmænd mødte op flere timer inden sørgegudstjenester for kong Harald for at få en plads i domkirkerne.

Nordmænd mødte op flere timer inden sørgegudstjenester for kong Harald for at få en plads i domkirkerne.

Hilde-Maria Nikolaisen stillede sig søndag morgen klokken 08.00 i kø foran Asker Kirke sydvest for Oslo.
Hun er en af mange nordmænd, der håber på at få en plads i en af Norges 11 domkirker, som søndag klokken 11.00 holder sørgegudstjenester for den afdøde kong Harald.
- Jeg har virkelig lyst til at være i kirken i dag, siger hun til det norske medie VG, som beskriver, hvordan en lang kø i løbet af morgenen har formet sig.
Kirkerne - herunder også Asker Kirke - er åben for offentligheden til sørgegudstjenesterne.
Den kongelige familie i Norge vil søndag formiddag deltage i gudstjenesten i Asker Kirke.
Det bliver dog uden dronning Mette-Marit, der grundet sin nylige lungetransplantation bliver hjemme. Hendes bror, Espen Høiby, er derimod søndag formiddag mødt op til gudstjenesten i Asker, skriver NRK.
Men den resterende familie med kong Haakon, kronprinsesse Ingrid Alexandra, dronning Sonja og prins Sverre Magnus deltager.
Også uden for domkirken i Norges hovedstad, Oslo, var mennesker stimlet sammen fra morgenstunden.
Godt en time inden gudstjenesten begyndte de første fremmødte at blive lukket ind i kirken.
VG beskriver, at hundredvis af nordmænd står i kø.
Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, ventes at deltage i sørgegudstjenesten i Oslo Domkirke.
Den norske kirke skrev allerede fredag, samme dag som kong Harald gik bort, at kirken ville invitere til sørgegudstjenester i hele landet søndag.
Foruden domkirkerne vil der også være sørgegudstjenester i andre norske kirker. Det gælder også den norske kirke i København.
Den norske kirke opfordrede allerede fredag folk til at komme i god tid, da det var forventningen, at der vil møde mange op for at deltage i gudstjenesterne.
Landets 11 domkirker har foruden søndag åbent for offentligheden hver dag frem til begravelsen af kong Harald. Det er endnu uvist, hvornår den afdøde konge skal begraves.
RITZAU