Kroppene af hundreder af ofre for covid-19 opbevares stadig i kølebiler på kajen i Brooklyn i New York, selv om der er gået mere end et år, siden pandemien ramte den amerikanske storby.
Hvad der er tilbage af omkring 750 mennesker, bliver stadig opbevaret i det specialdesignede lighus, som åbnede i april sidste år. Det skriver New York Post.
Det blev lavet for at give familierne noget ekstra tid, men det var hele tiden meningen, at det skulle være en midlertidig løsning. Det fortalte lægen Dina Maniotis.
»På meget kort sigt vil vi begynde at give alle familierne besked om, at vi har arbejdet på at gøre tingene hurtigere. Vi har givet dem den tid, de behøver, og vi vil holde operationen i gang så længe, som det behøves,« fortalte Dina Maniotis til byrådets sundhedsudvalg.

Mange familier til de afdøde har bedt om, at byen begraver dem på øen Hart. Andre har mistet kontakten til New York, sagde Maniotis.
Byrådsmedlem Mark Gjonak spurgte, hvorfor så mange lig stadig var opmagasineret, når deres familier allerede havde bedt om, at de skulle begraves.
Byen tog det hidtil uprøvede skridt at lade kroppene opbevare i de kolde lastbiler.
De normale lighuse, hospitalerne og begravelsesforretninger var alle fyldt op til bristepunktet i de tidlige måneder af pandemien. Kroppene blev altså lagt på lager i de afkølede lastbiler.

Et nødlighus havde for eksempel i 2020 plads til 1.300 kroppe på samme tid. De var døde af coronavirus samt andre sygdomme.
Øen Hart ligger i Long Island Sound, og det er nationens største offentlige kirkegård.
Der ligger mange af byens døde, som man ikke kender navnene på, og der er mere end en million mennesker begravet der.
Øen så en opblomstring i begravelser sidste år med 2.666 begravet derude. Normalt bliver 1.200 begravet om året på øen Hart, siger Maniotis. Foreløbig er der i 2021 begravet 504 personer på Hart.