Det engelske medie The Sun har udlovet 100.000 kroner for informationer om hende. Men i flere måneder har Ghislaine Maxwell været som sunket i jorden.

Få dage efter den pædofilidømte milliardær Jeffrey Epstein døde i sin celle, forsvandt hun. Siden har ingen set kvinden, der kan spille en hovedrolle i efterforskningen af den påståede sex-ring, som Epstein har været anklaget for at stå i spidsen af.

Selv er hun i et sagsanlæg blevet anklaget for at have hjulpet med at rekruttere unge sexslaver for den pædofile rigmand, som hun havde et nært forhold til. Hun er derfor på mange måder i centrum af den omfattende skandale, som også trækker tråde til Prins Andrew fra britiske kongehus, skriver News.com.au.

Hun blev ifølge flere internationale medier sidst set på et burgerrestaurant i Los Angeles få dage efter, at den pædofilitiltalte Jeffrey Epstein tog sit eget liv i fængslet. Siden har der kun været løse rygter om hende.

Maxwell, der er en del af den britiske overklasse, har flere gange fastholdt sin uskyld i anklagerne, men er stadig ikke til at opstøve. Og ifølge nogle kilder kommer man aldrig til det.

Hendes mangeårige veninde og tidligere ekskæreste til Prins Andrew, Victoria Hervey, har i tv-prgrammet 'Good Morning Britian' sagt, at hun ikke har set Maxwell siden september. Og hun tror ikke, at nogen vil kunne finde hende.

»Jeg tror ikke, at nogen vil kunne finde hende... Hun er ligesom en karakter fra James Bond-filmene - hun er en meget unik person,« sagde hun i programmet.

Andre kilder tæt på Maxwell mener, at hun snart vil dukke op igen for blandt andet at tale med FBI om sagen og forsvare Prins Andrew om hans rolle i sagen.