Efter at have været den ene halvdel af 'verdens dyreste skilsmisse' er MacKenzie Scott igen blevet gift.

Det er hendes nye mand, der selv bekræfter det.

'Jeg er gift med en af de mest generøse mennesker, jeg kender,' skriver Dan Jewett blandt andet i et indlæg på parrets fælles hjemmeside The Giving Pledge. Over for Wall Street Journal bekræfter en kilde ægteskabet.

Han er lærer på en privatskole i Seattle, der også er MacKenzie Scotts hjemby.

Her var hun i 25 år gift med Amazon-stifteren Jeff Bezos – der i længere perioder har været verdens rigeste – indtil de i 2019 gik fra hinanden. I den forbindelse fik MacKenzie Scott så mange aktier i selskabet, at hun selv blev skudt op blandt de allerrigeste enkeltpersoner i verden.

Ifølge Forbes har hun en formue på cirka 330 milliarder kroner.

Den 50-årige amerikanske kvinde har dog ikke tænkt sig at beholde de mange penge selv. Hun har meldt ud, at hun har tænkt sig at give dem bort til velgørenhed, og det projekt er allerede i gang. Eksempelvis gav hun 25 milliarder bort mod slutningen af 2020.

Også hendes nye mand har forpligtiget sig til samme mission. Og det sker blandt andet via deres fælles platform The Giving Pledge.