Hun var ét af Epsteins ofre: Skammer sig over de kvinder, hun selv rekrutterede
Kan man på én og samme tid være både offer og medskyldig? Det spørgsmål hjemsøger en del af Epsteins ofre. Et af dem er Svetlana.

Kan man på én og samme tid være både offer og medskyldig? Det spørgsmål hjemsøger en del af Epsteins ofre. Et af dem er Svetlana.

Ét er de overgreb, hun selv blev udsat for. De er slemme nok i sig selv.
Noget andet og værre er tanken om de kvinder, hun selv skaffede til Epstein.
»Jeg skammer mig og tænker på de andre kvinder hele tiden. Det er den vanskeligste del af det hele.«
Det fortæller kvinden Svetlana til den norske avis VG.
Hun har det amerikanske retssystems ord for, at hun er et af seksualforbryderens mange ofre og mødte ham omkring årsskiftet 2007-2008.
I en periode derefter var hun blot én af mange unge kvinder, der blev misbrugt af rigmanden.

Her mange år efter kæmper hun med følelsen af at være både offer og medløber – eller måske ligefrem medskyldig?
VG og E24 har gennemgået de frigivne dokumenter i Epstein-sagen og på den måde skabt et billede af den overgrebspyramide, som forretningsmanden havde bygget op omkring sig.
Et system, der fungerede ved hjælp af både venlighed, økonomisk støtte, afhængighed og manipulation.
»Hvis han den første dag havde spurgt mig, om jeg ville være assistent for ham, at han ville misbruge mig, og at jeg skulle finde andre ofre til ham, så havde jeg bedt ham gå ad helvede til,« har hun fortalt i tidligere interview med VG.
I dag ønsker hun ikke at give flere interview om sagen.
Dokumenterne, som de to norske aviser har gennemgået, viser, hvordan Jeffrey Epstein fandt, påvirkede og fik kontrol over de unge kvinder, og hvordan han derefter fik dem til at skaffe nye ofre.
Svetlana beskriver de første møder med rigmanden som positive. Han var sød, omsorgsfuld og tilbød at hjælpe pigerne med uddannelse, bolig og karriere.

Mange af dem var helt unge, sårbare og ofte udlændinge, der drømte om et nyt liv i USA.
Han tilbød at hjælpe dem med job, uddannelse eller problemer med immigrationsmyndighederne.
Når der var skabt et afhængighedsforhold mellem ham og pigerne, begyndte han gradvist at nedbryde dem.
Han bebrejdede dem for ikke at være taknemmelige for hans hjælp og krævede at få noget til gengæld.
Det var her, den meget omtalte »massage« kom ind i billedet.
Pigerne kunne dog slippe for de seksuelle tjenester, hvis de skaffede nye kvinder til Epstein.
»Beskeden er ofte 'gør det, så slipper du selv'. Eller også er det rene trusler,« siger advokat for kvinderne, Leigh Latimer til VG.
»Ofre for menneskehandel bliver ofte presset til at begå kriminalitet, de ellers ikke ville have gjort, som en del af udnyttelsen,« tilføjer hun.
I Epsteins tilfælde udviklede det sig til et omfattende system, hvor ofrene blev gjort til redskaber for nye overgreb.