Da amerikanske Belle Barbu skrev et opslag i en gruppe på Facebook, havde hun ikke regnet med, at det ville vende op og ned på hele hendes liv.
Men det var netop, hvad der skete. Hun troede, at hun var blevet adopteret som spæd – men sandheden viste sig at være en ganske anden.
Det fortæller hun i et interview med britiske The Sun.
Allerede fra hun var helt lille, vidste Belle Barbu, der opvoksede i Utah, at hun var anderledes. Med sine mørke krøller lignende hun ikke sine lyshårede forældre.
Da hun var otte år, fortalte de hende, at de havde adopteret hende som spæd fra Rumænien, og at hendes biologiske forældre, der havde efternavnet Barbu, ikke ønskede hende.
Forholdet til adoptivforældrene faldt med årene fra hinanden, og samtidig kunne den i dag 26-årige Belle ikke slippe tanken om, hvor hun kom fra.
I juni sidste år fandt hun hen til en Facebook-gruppe, der har som mål at hjælpe adopterede rumænere med at finde deres biologiske familier.
»Nervøst delte jeg min alder og mit efternavn, og jeg blev overrasket over, at jeg fik svar nærmest med det samme,« fortæller hun til The Sun.
En kvinde, der var med til at drive gruppen, genkendte Belles sjældne efternavn, og blot 48 timer senere havde hun formået at skabe kontakt til en ung mand, Moise, der viste sig at være Belles lillebror.
Gennem ham fandt hun ud af, at hun har to ældre søskende – og at hendes biologiske mor og far, Margari og Zambila, nu boede nær den italienske hovedstad, Rom.
Tre uger senere havde hun den første telefonsamtale med sin mor, der ved hjælp af en oversætter kunne fortælle den sande historie om, hvordan Belle havnede i USA.
På det tidspunkt, hvor Belle blev født i 1994, var hendes forældre meget fattige og boede i telte, og da hun kom til verden, fortalte lægerne hendes forældre, at hun var syg.
Hun blev derfor indlagt på hospitalet, mens forældrene blev sendt hjem. Da de kom tilbage, fik de at vide, at Belle var død.
På vej ud af hospitalet fortalte en sygeplejerske dem dog i fortrolighed, at Belle i virkeligheden var blevet kidnappet og solgt – formentlig gennem en lyssky menneskehandelsgruppe – og derefter givet videre til adoption. Uden nogen vidste noget om det.
I månederne efter forsøgte forældrene desperat at finde deres datter, men hun var ikke til at finde, og til sidst havde de ikke flere penge til at fortsætte jagten.
»Hun blev ved med at sige 'undskyld', og at de havde forsøgt at finde mig. At de havde bedt hver eneste dag,« fortæller Belle til The Sun.
Senere fik hun kontakt til velgørenhedsorganisationen Operation Underground Railroad (som har lavet den video, du kan se øverst i artiklen, red.), der arbejder med at hjælpe netop ofre for menneskehandel.
Organisationen sørgede for, at både Belle og hendes biologiske familie fik foretaget en dna-test, som viste, at de ganske rigtigt var i familie med hinanden.
I november sidste år kunne de derfor blive genforenet – 25 år efter, Belle var blevet født.
Til The Sun forklarer Belle, at hun nu fortæller sin historie for at skabe opmærksomhed om menneskehandel og skaffe hjælp til de organisationer, der forsøger at bekæmpe det.