En forfatter til en bog om børn og sorg er blevet mistænkt for giftmord på den mand, hendes bog handler om.

Hvad gør du, når din mand en morgen pludselig ikke står ud af sengen som vanligt, men ligger stendød i sengen?

Hvordan fortæller du dine små børn, at far ikke er her mere?

For Kouri Richins blev løsningen at skrive en børnebog, som kan hjælpe andre børn, som oplever at miste en mor eller far.

For et år siden mistede den 33-årige kvinde fra den amerikanske delstat Utah sin ægtemand og faren til sine tre mindre børn.

Bogen 'Are You With Me?' udkom i marts og er blevet til på baggrund af de samtaler, Richins har haft med sine egne børn om, hvad der er sket med far.

»Det ramte os fuldstændig som et chok. Det er – du ved – svært at forklare mine børn, at bare fordi han ikke fysisk er til stede her hos os, betyder det ikke, at han ikke stadig er hos os,« sagde hun i april i et interview med tv-stationen KTVX.

»Mine børn og jeg skrev denne bog om de forskellige følelser og sorgprocesser, som vi har gennemlevet det seneste år, i håb om, at det kan hjælpe andre børn med at håndtere dette og finde lykke på en eller anden måde,« forklarede hun.

Men efter en måneds æresrunde i adskillige lokale medier i forbindelse med bogudgivelsen, har historien pludselig fået tilføjet et ekstra og meget mørkt kapitel.

Mandag blev Kouri Richins nemlig anholdt og sigtet for at have myrdet sin mand ved at forgifte ham med dødbringende fentanyl.

Det skriver blandt andre The New York Times og The Washington Post.

Sigtelsen kommer oven på en obduktion og rapport fra retsmedicineren, som afslørede, at den 39-årige Eric Richins døde af en overdosis fentanyl.

»Niveauet af fentanyl i Erics krop var cirka fem gange den dødelige dosis,« fremgår det af rapporten.

Det er også kommet frem, at manden i ugerne op til sin død havde fortalt en ven, at han havde en fornemmelse af, at hans kone var ude på at forgifte ham.

Efter dødsfaldet forklarede den unge enke, at hun havde lavet en drink med vodka til sin mand, fordi de fejrede et hussalg.

Om natten sov hun hos et af børnene, som havde mareridt, og dagen efter fandt hun manden livløs og kold i soveværelset.

Nu tyder det på, at der har været andet i ægtemandens drik end vodka. Det mener politiet i hvert fald.

De amerikanske medier citerer også oplysninger fra efterforskningen, som viser, at hustruen har haft løbende kontakt til en bekendt, der forhandler stoffer.

Det fremgår ikke, hvad motivet til drabet skulle være og ej heller, hvordan Kouri Richins stiller sig til sigtelsen.

Kouri og Eric Richins nåede at være gift i ni år. De tre sønner, Carter, Ashton og Weston er henholdsvis ni, syv og fem år gamle.

Bliver hun kendt skyldig, risikerer hun 25 års fængsel.