Håbet er tilbage i den demokratiske valgkamp, og på konventet i Chicago tirsdag aften var håbet knyttet til én bestemt kvinde. 

Og det var ikke Kamala Harris. 

»Michelle Obama er fortsat en kæmpe stjerne, og jeg tror, at mange Demokrater helt ærligt ønsker, at hun vil stille op som præsident.«

Det siger B.T.s udsendte reporter i USA, Jeppe Elkjær Andersen, som følger Demokraternes konvent i Chicago hele ugen.

Da Michelle Obama gik på scenen ville begejstringen ingen ende tage. 
Da Michelle Obama gik på scenen ville begejstringen ingen ende tage.  Foto: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix

Højdepunktet på konventets anden dag var på forhånd udset til at være Barack og Michelle Obamas taler, og særligt Michelle Obama fik salen til at juble.

»Det var virkelig Obamaernes aften, og det vilde var, at Michelle fuldstændig overstrålede Barack Obama.«

B.T.s mand på stedet beskriver, hvordan stemningen i United Center var lidt sløv i starten. 

Da Kamala Harris' mand, Douglas Emhoff, gik på scenen, begyndte de at vågne op.

Den tidligere førstedame fik både jubel, smil og tårer frem hos publikum. 
Den tidligere førstedame fik både jubel, smil og tårer frem hos publikum.  Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

»Da han talte, kom der noget mere gang i den, men da Michelle Obama dukkede op, gik salen fuldstændig amok,« siger Jeppe Elkjær Andersen.

Salen nærmeste eksploderede i jubel, da den tidligere førstedame gik på scenen, fortæller Jeppe Elkjær Andersen, og også indholdet af hendes tale faldt i god jord hos tilhørerne.

»Hun havde nogle fantastiske punchlines, som fik publikum helt op at køre.«

Folk blev stående op under hele talen, og flere fik tårer i øjnene undervejs.

Især hendes tale om, at håbet er vendt tilbage, vandt genklang blandt deltagerne. 

»Noget magisk er i luften, og det spreder sig over hele landet. Håb,« sagde Michelle Obama med klar reference til Barack Obamas kampagne, da han stillede op. Her gik ordet »håb« igen. 

Og det gjorde det også tirsdag aften:

»Håb er ved at lave et comeback,« lød det fra Michelle Obama. 

Efter Michelle Obamas tale kom hendes mand, tidligere præsident Barack Obama, på scenen. 
Efter Michelle Obamas tale kom hendes mand, tidligere præsident Barack Obama, på scenen.  Foto: Alyssa Pointer/Reuters/Ritzau Scanpix

Ifølge Jeppe Elkjær Andersen var Barack Obamas tale bestemt også god og velkoordineret, men det ændrer alligevel ikke på, at hans hustru var aftenens helt store positive overraskelse. 

Kamala Harris deltog ikke på konventets andendag.

Hun var med vicepræsidentkandidat Tim Waltz til vælgermøde i Milwaukee, og præsident Joe Biden var også videre. 

»Det siger virkelig meget, at Joe Bidens tale blev lagt allerede på førstedagen. Det er et helt klart signal om, at nu er vi videre,« siger B.T.s udsendte og tilføjer: 

»Demokraterne er taknemmelige for Bidens indsats, men de er også virkelige lettede over, at han har trukket sig.«