Den 72-årige kvinde med det brune pagehår og de runde solbriller er allerede blevet et ikon i Frankrig.
Nu har Gisèle Pelicot vundet første slag mod sin eksmand og sørget for, at verden kommer til at se de uhyrligheder, han angiveligt udsatte hende for gennem en periode på ti år.
Nu er hendes forhenværende livsledsager tiltalt for i årevis systematisk at have bedøvet hende og derefter ladet stribevis af mænd voldtage hende.
Den nu 71-årige Dominique Pelicot filmede alle overgrebene, og det er takket være de optagelser, det har været muligt for den franske anklagemyndighed at tiltale både den tidligere ægtemand samt 50 andre mænd i sagen.
Det er de optagelser, Gisèle Pelicot har kæmpet for, at journalister og tilhørere i retten skal se.
Det skriver både franske og internationale medier. Blandt dem BBC.
De omkring 100 videoer er et centralt bevis i sagen, men de er så voldsomme, at en dommer i første omgang besluttede, at det kun var sagens dommer og jury, der skulle have lov at se dem.
Men Gisèle Pelicot ville det anderledes.

Hun har selv valgt at stå frem med navn og ansigt, og hun vil også have, at offentligheden skal kunne se, hvad hun har været udsat for.
På den måde vil hun kaste skammen over det, der er sket, over på eksmanden og hans medgerningsmænd.
»Hvis disse høringer gennem deres omtale hjælper med at forhindre andre kvinder i at skulle gennemgå det samme, så vil hun finde mening i sin lidelse,« sagde en af Gisèle Pelicots advokater, Stéphane Babonneau, ifølge BBC.
Forleden besluttede en dommer så, at videoerne med de formodede overgreb skal vises i retslokalet.
Syv af videoerne blev vist i retten fredag i sidste uge, og undervejs måtte flere af tilhørerne forlade retslokalet, fordi det var for ubehageligt at se på.
Gisèle Pelicots håndtering af sagen møder stor beundring og respekt i Frankrig, og hun er flere gange blevet mødt med klapsalver fra de fremmødte uden for retten.
Hendes eksmand har erkendt, at han bedøvede sin kone, voldtog hende og fik fremmede mænd til at gøre det samme.
15 af de mistænkte mænd har tilstået voldtægt, mens resten kun erkender at have deltaget i »seksuelle handlinger.«
Flere af dem undskylder sig med, at de troede ægtefællerne udlevede en seksuel fantasi, og at Gisèle Pelicot var indforstået med overgrebene.
