Den hovedmistænkte i Madeleine McCann-sagen, Christian Brueckner, har ytret sig for første gang, siden han blev anholdt for at stå bag ét af de største forsvindingsmysterier i nyere tid.

Det gør han i et håndskrevet brev sendt fra fængslet.

Brevet har titlen 'pressemeddelelse fra hr. Christian Brueckner', og det tyske medie Bild er i besiddelse af brevet.

Brueckner skriver angiveligt ikke, hvordan han forholder sig til skyldsspørgsmålet i Madeleine McCann-sagen.

Christian Brueckner.
Christian Brueckner. Foto: -
Vis mere

I stedet retter han en skarp kritik af den tyske efterforskningsleder og statsadvokat Hans Christian Wolters:

'At anklage nogen for en forbrydelse er en ting. Det er noget helt andet, nemlig en skandale, når en offentlig anklager starter en offentlig, fordømmende kampagne, før retssagen overhovedet er i gang,' lyder det blandt andet fra Brueckner.

Den 44-årige Christian Brueckner har siden juni sidste år været anholdt og mistænkt for at have bortført og dræbt den 3-årige Madeleine McCann, der forsvandt sporløst under en ferie med sin familie i Portugal i 3. maj 2007.

Madeleine McCann lå sammen med sine søskende og sov i en seng, mens forældrene og et vennepar spiste på en nærliggende tapas-restaurant.

Hans Christian Wolters.
Hans Christian Wolters. Foto: FOCKE STRANGMANN
Vis mere

Da Madeleine McCanns mor, Kate, ville tjekke til børnene omkring klokken 22, var Madeleine McCann væk.

Siden da har ingen set hende, og sagen fik straks verdensomspændende opmærksomhed – og har det stadig.

Tyske myndigheder, herunder Hans Christian Wolters, er dog sikre på, at man skal kigge på seksualforbryderen Christian Brueckner for at finde et svar.

Men ifølge Brueckner har Wolters udtalelser i offentligheden kun skadet det tyske retssystem.

Kate and Gerry McCann.
Kate and Gerry McCann. Foto: ANDREW WINNING
Vis mere

'Du har bevist i hele verden, at du gennem tilfældige beskyldninger, baseret på fortiden og skandaløse kampagne, er uegnet som advokat for det ærlige, tyske folk, der stoler på retfærdighed. Du bringer skam over det tyske retssystem,' skriver Brueckner og tilføjer, at Wolters bør trække sig fra sagen.

Brueckner har endnu ikke talt med politiet om Maddie-sagen.

Hvorfor man er så sikre på, at den nu 44-årige tysker er skyld i den engelske piges død, har man dog ikke villet fortælle i detaljer.

Hans Christian Wolters har dog ikke tøvet med at slå sin mistanke fast:

Maddie er ikke set siden 3. maj 2007.
Maddie er ikke set siden 3. maj 2007. Foto: REAL MADRID TV / HO
Vis mere

»Hvis du kendte de beviser, vi gør, ville du komme til samme konklusion, som jeg gør. Men jeg kan ikke give dig detaljerne, for vi ønsker ikke, at den mistænkte ved, hvad vi ved om ham,« sagde han sidste år til BBC.

Det har dog siden vist sig, at Christian Brueckner, der i øjeblikket afsoner en narkotikadom, i 2007, boede i nærheden af det sted, McCann forsvandt. Han har 17 domme for voldtægt, overgreb på mindreårige, besiddelse af børneporno, røveri, indbrud og narkotikabesiddelse.

Myndighederne i Tyskland er overbeviste om, at Madeleine McCann er død, og at drabet skete i den skæbnesvangre periode i Portugal for 14 år siden.

Pigens forældre har hele tiden holdt fast i, at deres datter er i live. Da de i maj i år burde have fejret hendes 18-års fødselsdag, lød det fra dem:

'Tillykke med de 18 år, Madeleine. Vi elsker dig, og vi venter på dig, og vi giver aldrig op,' lød ordene fra Gerry og Kate McCann.

Hans Christian Wolters forventer at kunne præsentere en mordtiltale mod Brueckner i løbet af sommeren.