Houthibevægelsen i Yemen har angrebet en militærbase i det sydlige Saudi-Arabien med droner og missiler.

Det skriver houthibevægelsens militære talsmand, Yahya Saree, natten til søndag i et opslag på det sociale medie X.

Angrebet var rettet mod våbenlagre og kommando- og kontrolcentre på Sharurah-militærbasen.

- Operationen blev gennemført med ballistiske missiler og droner, og angrebene var præcise og direkte, skriver talsmanden.

Yahya Saree tilføjer, at angrebet er sket som et modsvar på saudiarabisk aggression.

Talsmanden skrev lørdag på X, at Saudi-Arabiens militær hen over 48 timer havde udført 128 angreb på houthimål i Yemen. Angrebene blev blandt andet udført med F-15-fly.

Saudi-Arabien har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne fra houthibevægelsen.

Lørdag blev to personer såret i regionen Jazan i det sydvestlige Saudi-Arabien nær grænsen til Yemen.

Et projektil afsendt fra houthibevægelsen ødelagde desuden en moské, flere bygninger og køretøjer, meddelte civilforsvaret i Saudi-Arabien.

En årelang konflikt mellem houthibevægelsen og Yemens regeringsstyrker, der støttes af Saudi-Arabien, er taget til de seneste dage.

Houthibevægelsen erobrede fredag tre strategisk vigtige øer, der betyder, at houthierne kontrollerer den yemenitiske side af Bab el-Mandeb-strædet.

Strædet er blevet en vigtig rute for Saudi-Arabiens olieeksport, efter at sejladsen i Hormuzstrædet de seneste måneder næsten er gået i stå under krigen mellem Iran, USA og Israel.

Houthierne, der støtter Iran, har for nylig erklæret en blokade af Saudi-Arabiens havne i Det Røde Hav.

Omkring 1400 personer er de seneste dage flygtet fra Yemen til det afrikanske land Djibouti, der også har kyst ud til Det Røde Hav. Det skrev Djiboutis økonomi- og finansminister, Ilyas Moussa Dawaleh, lørdag på X.

- 1400 flygtninge ankom til Djibouti fra Yemen på blot 24 timer, skrev Dawaleh.

Borgerkrigen i Yemen begyndte i 2014, da houthierne indtog hovedstaden Sanaa.

Saudi-Arabien, der støtter Yemens regering, gik for første gang ind i krigen i 2015.

Saudi-Arabien er i øjeblikket under pres fra flere sider. Fredag blev en stor olierørledning udsat for angreb. Rørledningen er nu midlertidigt lukket. Saudi-Arabien meldte, at angrebet blev udført fra Irak.

Ingen har officielt taget ansvar for angrebene. Flere shiamilitser, der støtter Iran, opererer fra Irak.

RITZAU/AFP