Yemens houthibevægelse bekræfter ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den har rettet endnu et angreb mod Israel lørdag.
Angrebet blev ifølge houthierne udført med missiler og droner, og bevægelsen fortsætter sine militære operationer i de næste dage.
Det siger Yahya Saree, som er militær talsperson for houthierne, i en tv-transmitteret tale lørdag aften dansk tid.
Houthierne er støttet af styret i Iran. Bevægelsen har kontrolleret store dele af Yemen i omkring et årti. Den har blandt andet kontrol over Yemens hovedstad, Sanaa.
Houthierne har tidligere angrebet skibe i Det Røde Hav som reaktion på regionale konflikter.
Tidligere lørdag valgte houthierne for første gang at træde ind i den igangværende konflikt i Mellemøsten, som begyndte, da USA og Israel gennemførte omfattende luftangreb i Iran 28. februar.
Israel bekræftede, at der var blevet affyret et missil fra Yemen mod Israel. Der var ingen meldinger om sårede, dræbte eller materielle skader efter det første angreb.
Houthierne sagde, at angrebet var en reaktion på fortsatte angreb på infrastruktur i Iran, Libanon, Irak og de palæstinensiske områder og tilføjede, at gruppens operationer vil fortsætte, indtil "aggressionen" på alle fronter ophører.
Analytikere har beskrevet udviklingen som en markant eskalering, der kan øge spændingerne i hele regionen.
Olie- og gaspriserne er under konflikten steget markant, da det strategisk vigtige Hormuzstræde har været stort set lukket for skibstrafik under konflikten.
Risikoen for angreb fra Irans Revolutionsgarde har fået mange skibe til at holde sig fra at sejle gennem strædet.
/ritzau/
