Hotelprojekt beskyldes for at have ødelagt natur i albansk vådområde
Siden slutningen af maj har albanere demonstreret mod hotelprojekt i vådområde, der er afgørende for trækfugle.

Siden slutningen af maj har albanere demonstreret mod hotelprojekt i vådområde, der er afgørende for trækfugle.

Forberedende arbejde til byggeriet af et luksushotel har forårsaget uoprettelig skade i et naturreservat ved Albaniens kyst.
Sådan lyder meldingen fra forskere og miljøaktivister ifølge nyhedsbureauet AFP.
Satellitbilleder, som AFP har set, viser, at der over en periode på 25 dage i maj er anlagt en vej, mens et område er ryddet for skov.
Det fremgår også, at der er opført en bro, der forbinder havet med en lagune, som er afgørende for trækfugle.
Olsi Nika, der er marinbiolog og leder af miljøorganisationen EcoAlbania, kritiserer arbejdet, der ifølge Nika har forstyrret adgangsvejene for flere fuglearter og påvirket en truet havskildpaddeart i vådområdet.
Han fortæller, at havskildpaddernes redepladser er blevet ødelagt af bulldozere.
- Det er en regulær massakre på biodiversiteten, siger Olsi Nika til AFP.
I slutningen af maj begyndte demonstranter dagligt at gå på gaden i Albaniens hovedstad, Tirana, for at demonstrere over hotelbyggeriet i Zvernec.
Demonstrationerne blev indledt, efter at bulldozere og pigtrådshegn var dukket op på stranden.
Bevægelsen har fået navnet "Flamingorevolutionen", da de fugle, der hvert år migrerer til naturreservatet, er lyserøde.
Flere af USA's præsident Donald Trumps familiemedlemmer sættes i forbindelse med byggeriet. Både Trumps datter Ivanka Trump og svigersønnen Jared Kushner er involveret.
I midten af juni besøgte en gruppe forskere området for at vurdere mulige skader af det forberedende arbejde til projektet.
I en rapport, der blev fremlagt bagefter, berettede forskerne ifølge AFP om skader på fuglenes levesteder og klitter samt havskildpaddernes redepladser.
Albaniens premierminister, Edi Rama, har forsvaret byggeriet, som han har betegnet som Europas fineste projekt.
Planerne om at opføre et luksushotel i Zvernec blev offentliggjort i 2024.
RITZAU