Hollywood-skuespiller og skuespillerinde blev mishandlet efter en kidnapning af to mænd og en kvinde, der forlangte en stor løsesum.

Sagen er nu for retten i Los Angeles.

Daisy McCrackin, der spillede med i kultfilmen 'Halloween: Resurrection', og Joseph Capone blev angiveligt kidnappet 3. maj og holdt fanget i omkring 30 timer, da en trio af kidnappere forsøgte at afpresse dem for penge, hævder anklagerne i Los Angeles Grand Jury.

I anklageskriftet står der ifølge NBCNews, at Joseph Capone blev tortureret ved at blive slået på en ’uspecificeret kropsdel’ og blive skåret i tungen. Ifølge skriftet var der ’stor sandsynlighed for døden’.

De tre mistænkte, Keith Andre Stewart, 32, Johntae Jones, 25 og Amber Neal, 26, gav ifølge anklageren begge skuespillere sorte hætter på og kørte med dem hen til Johntae Jones hjem, hvor Joseph Capone fik fjernet alt tøjet og sat i et badekar i 30 timer uden mad.

På et tidspunkt under kidnapningen forsøgte han at komme Daisy McCrackin til undsætning, men det resulterede i, at han blev tæsket. De to skuespillere blev angiveligt også truet med en pistol pegende mod ansigtet.

De tre anklagede personer forlangte at få udleveret 10.000 dollars (64.000 kroner) for at frigive skuespillerne.

Derfor kørte Daisy McCrackin ned i en bank for at hæve pengene, og her undslap hun kidnapperne og alarmerede politiet, der anholdt alle tre personer.

Der falder dom i retten den 23. juli.