Hollywood-skuespiller anholdt efter hændelse på fly
To personer fra kabinepersonalet kom til skade, og skuespilleren Selma Blair er anholdt efter hændelse på fly.

To personer fra kabinepersonalet kom til skade, og skuespilleren Selma Blair er anholdt efter hændelse på fly.

Den amerikanske skuespiller Selma Blair, der har medvirket i Hellboy-filmene, "Venner" og "Blondinens hævn", er blevet tilbageholdt efter en hændelse om bord på et fly fra Los Angeles til New York.
Det skriver adskillige internationale medier, herunder AFP.
Selma Blair skulle angiveligt have forsøgt at åbne en dør, mens flyet var i luften, og efterfølgende skulle hun angiveligt have slået en stewardesse og bidt en anden.
Da flyet landede i New York, blev Selma Blair anholdt af politiet. Efterfølgende blev hun kørt på hospitalet.
Den ene af de berørte stewardesser skulle også have fået behandling på hospitalet.
En talsmand for Delta Air Lines udtaler til AFP, at flyselskabet har "nultolerance over for uregerlig eller ulovlig opførsel, da sikkerheden for vores kunder og besætning altid kommer i første række".
En repræsentant for Selma Blair bekræfter, at den 54-årige skuespiller har været involveret i en hændelse om bord på et fly.
- Selma oplevede en akut medicinsk hændelse, der førte til den pågældende adfærd. Ved landingen modtog hun straks lægehjælp, og hendes tilstand er i øjeblikket stabil, lyder det.
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, bekræfter over for magasinet People, at det efterforsker sagen.
Selma Blair var også i 2016 involveret i en hændelse om bord på et fly.
Dengang udsendte hun en offentlig undskyldning, som magasinet Vanity Fair bragte.
Hun fortalte, at hun havde taget sin receptpligtige medicin og fået et glas vin, hvilket medførte, at hun med egne ord fik et "totalt psykotisk blackout".
Hun skulle have skreget, og nogle sygeplejersker om bord forsøgte at berolige hende.
Da flyet landede i USA fra Mexico, blev hun hentet med en båre.
- Jeg tager dette meget alvorligt og undskylder over for alle de passagerer og besætningsmedlemmer, jeg forstyrrede. Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der hjalp mig efterfølgende, sagde hun.
- Jeg er et uperfekt menneske, der begår fejl, og jeg skammer mig over denne hændelse. Jeg er virkelig meget ked af det.
Hendes daværende kæreste, designeren Jason Bleick, og parrets på det tidspunkt fireårige søn, Arthur, var med om bord.
- Min søn sov sammen med sin far med hovedtelefoner på, så det var da en lille trøst, lød det fra Selma Blair.
RITZAU