Den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders, der er leder af det indvandrerkritiske Frihedspartiet, har genstartet sin valgkampagne forud for valget i slutningen af oktober.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Wilders droppede i sidste uge sine kampagneaktiviteter for sin egen sikkerheds skyld.

Det skrev han i et opslag på X.

Ifølge opslaget havde Hollands nationale anti-terroragentur underrettet ham om, at de to personer, der torsdag blev anholdt i Belgien under mistanke om at planlægge angreb mod politikere, også havde ham som mål.

Selv om agenturet ifølge opslaget ikke længere vurderer gruppen som en trussel, havde Wilders "en dårlig mavefornemmelse", hvorfor han aflyste sine kampagneaktiviteter, skrev han.

Disse er nu genstartet.

I et nyt opslag på X skriver Wilders, at han føler en forpligtelse over for Hollands og Frihedspartiets vælgere, hvorfor han tager tilbage på kampagnesporet.

Her skriver han desuden, at han gennem mange år har været udsat for trusler og ikke længere kender følelsen af "personlig frihed".

- Mit navn står på dødslister fra Taliban, al-Qaeda og IS (Islamisk Stat, red.). Og der kommer næsten dagligt nye trusler til. Ofte for mange til, at det er muligt at rejse sigtelser, skriver Wilders.

Ifølge dpa fører Frihedspartiet (PVV) i flere målinger med omkring 20 procent af stemmerne. Partiet blev det største ved valget i slutningen af 2023.

Efterfølgende blev partiet en del af en regeringskoalition med tre andre konservative partier: Folkepartiet for Frihed og Demokrati (VVD), Ny Social Kontrakt (NSC) og protestpartiet Bonde-Borger-Bevægelsen (BBB).

I juni trak Frihedspartiet sig dog fra koalitionen over en strid om udlændingepolitik.

- Jeg tilsluttede mig den strengeste asylpolitik, ikke Hollands fald, og vores ansvar for dette kabinet ophører derfor i dette øjeblik, lød det dengang fra Wilders ifølge AFP.

/ritzau/