Wim Kok høstede anerkendelse for et bredt politisk samarbejde og økonomisk fremgang i 1990'ernes Holland.

Haag. Hollands tidligere premierminister Willem "Wim" Kok er død lørdag. Det oplyser hans familie til det hollandske nyhedsbureau ANP.

Wim Kok fyldte 80 år for mindre end en måned siden.

Den nuværende premierminister, Mark Rutte, betegner Kok som "en mand at se op til, alene for sin lange tjeneste og store betydning for vores land". Det skriver AP.

Wim Kok forlod officielt det politiske liv i 2002, hvor han gik af som Hollands premierminister.

Det skete som konsekvens af en kritisk rapport, der påpegede hollændernes ansvar for massakren i Srebrenica i Bosnien i 1995.

Inden sin afgang havde Kok høstet stor ros for sin midtersøgende politik og sit samarbejde hen over midten. Det var noget, som også den britiske Labour-premierminister Tony Blair var meget inspireret af.

I 1998, da Kok sikrede sig sin anden valgsejr, betegnede Blair ham som "et af de største mennesker i politik i dag".

De to regeringer, som Wim Kok stod i spidsen for fra 1994 til 2002, bestod af hans eget parti og to liberale partier. Det var de første regeringer i Holland i årtier, som ikke havde deltagelse af de kristelige demokrater.

I det meste af hans tid som regeringsleder var Holland kendetegnet ved økonomisk fremgang, og Wim Kok høstede international anerkendelse for et bredt politisk samarbejde.

Som regeringschef blev han opfattet som en viljestærk leder og en dygtig forhandler.

Wim Kok blev i 1986 leder af Hollands Arbejderparti, som han drejede ind på en mere pragmatisk kurs.

I første halvdel af 1990'erne havde han posten som vicepremierminister og finansminister i en regering sammen med de kristelige demokrater.

/ritzau/