Man kan ikke tale om krigen i Ukraine uden at sige droner. Til lands, til vand og i luften er de blevet en afgørende faktor i den snart fem år lange konflikt.

Men vi har kun lige set begyndelsen. Og indenfor en kort årrække vil scener taget ud af en Hollywood-film kunne ses ved fronten.

Mange kan nok huske første gang, de så Arnold Schwarzenegger tone frem på skærmen som den menneskelignende Terminator-robot, der er bygget med det ene formål at udrydde menneskeracen.

Det har lige siden 1985, hvor den første Terminator-film udkom, føltes som en fjern fremtid.

Men ikke mere.

Inden for fem år kommer vi til at se fjernstyrede menneskelignende robotter på frontlinjen i Ukraine, hvis krigen stadig er aktiv til den tid.

Det forudser en højtstående embedsmand i det ukrainske forsvar over for B.T. Han taler med os under aftale om anonymitet.

Han er ansvarlig for at forske i fremtidens krig. Og han har gennem årene udviklet en række af de våbensystemer, som netop nu bruges i aktiv krig mod Rusland.

Og her er droner og fjernstyrede systemer blevet en afgørende del.

De mest synlige er de flyvende droner, som bruges til alt, herunder overvågning, efterretningsindsamling, forsvar og angreb langs den enorme frontzone i Ukraine.

Sådan ser en de mulige FPV-menneskerobotter ud. De kan muligvis blive en virkelighed på frontlinjen om få år.

Men i eksempelvis Sortehavet spiller vanddroner i stigende grad en afgørende rolle.

Og vi skal ikke mange måneder tilbage for at finde de første meldinger om, at kørende robotdroner havde formået at indtage og holde en stilling i det østlige Ukraine.

I stigende grad bliver kamppladsen indtaget af droner og robotter, som enten er fjernstyrede FPV-droner (First Person View) eller selvguidede droner til eksempelvis angreb.

De første menneskerobotter, vi kommer til at se i krig, vil formentlig også være af FPV-slagsen, hvor en soldat længere borte fra fronten styrer den, som var det et computerspil.

Sådan kan det så ud, når en soldat skal fjernstyre en menneskerobot på slagmarken.

Men med den hastige fremkomst af kunstig intelligens, så kan den udvikling blive endnu vildere.

For den ukrainske embedsmand og militære udvikler, som udtaler sig under dække af anonymitet, kan fortælle, at man allerede nu er ved at gøre kunstig intelligens til en central del af krigsførelsen mod Rusland.

På et tidspunkt indenfor en overskuelig årrække vil det også komme til de efterhånden allestedsnærværende droner. 

Et arbejde, som allerede er i fuld gang.

Og kigger vi omkring ti år ud fremtiden, så vil de menneske-fjernstyrede robotter også kunne styres via kunstig intelligens, fortæller den ukrainske embedsmand.

Med andre ord kan vi om godt ti år stå med en situation, hvor Arnold Schwarzeneggers rolle som Terminator kan blive til brutal virkelighed i krig.