En 18-årig kvinde indrømmer at have angrebet en iransk-kurdisk mand med en økse august sidste år.
Offeret, 27-årige Mohammed Mahmoodi, nåede lige akkurat at dukke sig, da kvinden svingede våbnet, viser en overvågningsvideo ifølge Sky News.
Den unge kvinde, Alina Burns, gik til angreb på Mahmoodi ude foran en frisørbutik i den engelske by Bristol.
Det lykkedes Mahmoodi at afvæbne kvinden, som bagefter blev anholdt.
Da betjentene spurgte hende, om hun havde svinget en økse mod manden, nikkede hun.
»Jeg ville skære halsen over på ham,« svarede hun ifølge Sky News på betjentenes spørgsmål om, hvorfor hun havde angrebet Mahmoodi.
Burns har efterfølgende sagt, at hun ønskede at dræbe eller kvæste manden.
Ifølge politiet har den unge kvinde sendt en e-mail til en bekendt med opfordringen: 'Dræb alle jøder og muslimer i Storbritannien, tak.«
Andre søgninger og emails afslører, at hun har været optaget af vold og Adolf Hitler, og i en meddelelse skal hun have talt om at udføre en 'plan'.
Hun har erkendt sig skyldig i mordforsøg og får sin dom i maj ifølge Sky News.

