Den norske højesteret afviser Marius Borg Høibys anke, og kronprinsessens søn får dermed ikke lov til at afsone den sidste del af varetægtsfængslingen på Skaugum med fodlænke.

Det skriver Nettavisen.

Høibys advokat, René Ibsen, siger til mediet:

»Der er ikke noget chokerende i dette. Vi tager det til efterretning. Jeg har ikke haft lejlighed til at tale med ham, men jeg ved, at han er skuffet nu. Og ja, nu må han sidde der, indtil dommen falder.«

Høiby har argumenteret for, at det er meget belastende for ham at sidde i fængsel, at han havde begrænset social omgang med andre mennesker, og at det var udfordrende for hans mor at besøge ham på grund af den dårlige luftkvalitet i det gamle fængsel.