USA's højesteret har mandag afvist at lade det amerikanske postvæsen håndhæve strammere regler for brevstemmer.

Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters.

Præsident Donald Trump, der længe har været modstander af brevstemmer, underskrev i slutningen af marts et dekret, der fastsatte en række nye og strammere regler for brevstemmer.

Siden har modstandere af forslaget kæmpet imod Trump-administrationens indførelse af de nye regler, der kan få afgørende betydning for midtvejsvalget i begyndelsen af november.

Ved midtvejsvalget kæmper Donald Trump og Det Republikanske Parti for at fastholde flertallet i Kongressen.

Mandag afviste højesteret en anmodning fra USA's justitsministerium om at ophæve en tidligere kendelse fra en føderal dommer, der havde blokeret postvæsnet fra at håndhæve reglerne.

To af de ni dommere i højesteret var uenige i afgørelsen, skriver Reuters.

Mandagens afgørelse betyder ifølge AP, at delstaterne fortsat kan sende stemmesedler med posten efter de samme procedurer, som de har brugt i årevis.

Sagen har stor betydning for midtvejsvalget 3. november, da næsten en tredjedel af de amerikanske vælgere stemmer per brev, skriver AP.

Flere delstater begyndte allerede i sidste uge at sende de første breve ud med stemmesedler til amerikanske vælgere.

Trump, der uden belæg har givet brevstemmer skylden for sit nederlag til demokraten Joe Biden ved præsidentvalget i USA i 2020, har længe kritiseret reglerne for brevstemmer.

I sit dekret fra slutningen af marts krævede Trump blandt andet, at der blev oprettet lister over amerikanske statsborgere, som er stemmeberettigede, i hver af landets delstater.

Ifølge dekretet skal der kun sendes stemmesedler til vælgere, der fremgår på delstaternes godkendte lister over brevstemmevælgere. Kuverterne skal udstyres med en unik stregkode, så de kan spores.

RITZAU