Marius Borg Høiby, som er dronning Mette-Marits søn og i øjeblikket afsoner sin varetægtsfængsling med fodlænke, har fået lov til at deltage i både flytningen af kong Haralds kiste og begravelsen.

Det oplyser anklagemyndigheden til Aftenposten.

Kisten flyttes fra Slottet til Slottskapellet mandag eftermiddag, mens selve begravelsen finder sted den 9. september.

Høiby er i øjeblikket varetægtsfængslet med fodlænke på Skaugum, der er det norske kongepars ejendom, men han kan få tilladelse til udgang fra politiet.

Tidligere har Høiby siddet i et fængsel, men i juli fik han lov til at afsone på Skaugum i stedet.

Han fik ligeledes lov til at forlade Skaugum kortvarigt den 27. august for - ligesom resten af familien - at besøge kong Harald på Rikshospitalet i Oslo inden kongens død.

Høibys nuværende varetægtsfængsling løber frem til den 7. september. Flere gange tidligere er den blevet forlænget.

Anklagemyndigheden oplyser ifølge NTB, at den ikke har modtaget nogen begæring om løsladelse på vegne af Høiby i øjeblikket.

Flere gange tidligere har Høiby anmodet om løsladelse og alle gange fået afslag på dette.

Høiby fik den 15. juni fire års fængsel i byretten i Oslo. Han blev dømt for blandt andet to voldtægter.

Borg Høiby har anket dommen for de to voldtægter og et punkt om vold i nære relationer.

Høiby er ikke formelt en del af det norske kongehus, da han er født, før Mette-Marit indgik et forhold og senere ægteskab med kong Haakon.

De seneste år har været ganske turbulente i det norske kongehus. Blandt andet har Mette-Marit, Norges nye dronning, fået foretaget en lungetransplantation.

Men medierne har også været præget af historier om sønnen Marius Borg Høibys voldtægtsdom, som er anket, og om Mette-Marits tidligere kontakt til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Kong Harald sov stille ind fredag morgen på Rigshospitalet i Oslo efter to ugers indlæggelse. Han blev 89 år.

RITZAU