H&M har haft et underskud på næsten en milliard kroner i første kvartal af tøjgigantens regnskabsår.

Det viser nye tal, der er lagt frem onsdag morgen.

Regnskabsperioden går fra 1. december til 28. februar, og til sammenligning havde den svenske kæmpe i den tilsvarende periode sidste år et overskud i omegnen af 1,85 milliarder kroner – denne gang lyder underskuddet på 900 millioner kroner.

I samme periode havde H&M senest en omsætning på cirka 29,4 milliarder kroner, hvilket er 27 procent mindre end for et år siden.

Det var forventet, at den globale tøjkædes nøgletal ville være blodrøde på grund af coronapandemien, fordi en tredjedel af butikkerne på verdensplan har været lukket i løbet af regnskabskvartalet. Det svarer til 1.800 styk.

Senest er H&M også kommet i problemer på det store kinesiske marked, fordi modekoncernen har taget afstand fra landets behandling af det muslimske mindretal uighurerne og desuden har meddelt, at man ikke længere vil bruge bomuld fra Xinjiang-regionen hvor de såkaldte 'opdragelseslejre' ligger.

Det har ikke været populært, og flere steder i Kina har der været eksempler på boykot af det svenske tøjmærke.