Historisk stor vikingeskat er fundet
I en af de mest spektakulære opdagelser i norsk historier blev der også fundet danske vikingemønter.

I en af de mest spektakulære opdagelser i norsk historier blev der også fundet danske vikingemønter.

Midt på en norsk mark begyndte to metaljægeres detektorer pludselig at bippe løs.
Først fandt de 19 gamle mønter. Så fandt de 90. Men det voksede sig hurtigt til et fund, som ifølge en norsk arkæolog er »fuldstændig vildt«.
I jorden gemte sig nemlig tusindår gamle mønter fra vikingetiden, skriver Dagbladet.
Og antallet af danske, tyske, norske og engelske mønter blev bare ved med at vokse.
»Det tog et stykke tid, før de indså, hvor stort det her var. Opdagelsen er fuldstændig vild,« siger May-Tove Smitseth, der er arkæolog i amtet omkring byen Rena, hvor skatten blev fundet.
Der er indtil videre fundet mere end 2200 mønter. Men arkæologen forventer, at skatten vil passere 3000 mønter, når området er fuldt udgravet.

Det vil samtidig betyde, at mønterne, som sandsynligvis stammer fra 1040'erne, kan blive skrevet i historiebøgerne.
Ifølge det norske kulturarvsagentur er store møntskatter fra vikingetiden meget sjældne i Norge.
Det var de to metaljægere Vegard Sørlie og Rune Sætre, som nær Rena i Østerdalen stødte på møntskatten, som kan ende med at blive den største af sin slags i Norges historie.