Historisk kloster brænder i Kyiv: Flere meldes dræbt efter angreb
Ukraines premierminister melder efter brand i kloster om "brutalt angreb" mod det, hun kalder Ukraines arv.

Ukraines premierminister melder efter brand i kloster om "brutalt angreb" mod det, hun kalder Ukraines arv.

Ukraine har natten til mandag meldt om voldsomme angreb flere steder i landet.
I hovedstaden Kyiv er flere blevet dræbt, mens der er udbrudt brand i et historisk kloster som følge af luftangreb fra Rusland, melder lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Der er tale om klosteret Petjerska lavra, som blev grundlagt i 1051, og som er på Unescos verdensarvsliste.
Reuters beskriver klosteret som et symbol på Ukraines åndelige og kulturelle historie.
Tymur Tkatjenko, som står i spidsen for Kyivs militæradministration, skriver på Telegram, at det har alvorlige skader, efter at det blev ramt direkte i et angreb.
Det præcise omfang af skader står dog endnu ikke klart.
Billeder fra AFP viser, at branden tilsyneladende omfatter en katedral, der er en del af klosterkomplekset.
Også Ukraines premierminister, Julija Svyrydenko, har på X udtalt sig om branden i klosteret, som hun kalder et "brutalt angreb mod vores folk og vores arv".
- Det her er det sande ansigt af Ruslands ortodokse værdier, skriver hun og deler en video af flammerne.
Ifølge Tkatjenko er der tale om et massivt angreb mod Kyiv. Indbyggere har søgt i beskyttelsesrum under det, der beskrives som de værste russiske angreb mod Ukraine i to uger.
Fire personer i hovedstaden har mistet livet, siger lederen af militæradministrationen, mens 23 personer er blevet såret.
Vitalij Klytjko, som er borgmester i Kyiv, skrev tidligere på natten på beskedtjenesten Telegram, at luftangreb mod byen har beskadiget elledninger, hvilket har efterladt 140.000 indbyggere uden strøm.
Ifølge borgmesteren er der desuden udbrudt brand i flere huse og biler, som er blevet ramt af vragrester fra droner.
På Telegram har Ukraines luftvåben ifølge Reuters sagt, at droner har angrebet Kyiv fra forskellige retninger.
I byen Kharkiv i det nordøstlige Ukraine har russiske luftangreb samtidig dræbt fem redningsarbejdere og såret mindst fem andre, siger indenrigsminister Іhor Klymenko på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.
- I Kharkiv er fem redningsarbejdere fra den statslige beredskabstjeneste blevet dræbt under brandslukningsarbejde som følge af et nyt russisk angreb. Mindst fem andre blev såret, skriver han.
Nabolandet Polen, som er medlem af både EU og Nato, sendte natten til mandag kampfly på vingerne, oplyste Polens væbnede styrker på X.
Landet satte også blandt andet luftforsvarssystemer i forhøjet beredskab.
Senere blev det dog ophævet, da det blev konstateret, at der ikke var registreret nogen krænkelser af det polske luftrum.
Der har natten til mandag lydt luftalarmer i det meste af Ukraine, skriver Reuters.
Ifølge Reuters har også Rusland meldt om dødelige angreb. Ifølge den regionale guvernør for hovedstaden Moskva er tre personer blevet dræbt tidligt mandag i droneangreb mod Tula syd for byen. Tre andre - heriblandt et etårigt barn - er blevet såret, lyder det fra guvernøren på Telegram.
Det har ikke været muligt for Reuters at få meldingerne uafhængigt bekræftet.
/ritzau/