Italien har torsdag erklæret undtagelsestilstand i Venedig, der er ramt af det værste højvande i over 50 år.

Ifølge premierminister Giuseppe Conte har regeringen godkendt erklæringen. Samtidig er der frigivet 20 millioner euro til byen, der skal gå til bevarelse af de mest udsatte områder.

Det skriver han på Twitter.

Det uhyre populære turistmål er ramt af det mest voldsomme højvande siden 1966, efter at en usædvanligt stor tidevandsbølge tirsdag ramte den ikoniske, italienske kanalby.

Turister og indbyggere måtte tirsdag vade igennem de oversvømmede gader i den historiske by for at søge ly fra højvandet, der blandt andet skabte bølgegang på Markuspladsen.

Derudover blev de klassiske gondoler og vandtaxaer, der normalt strømmer gennem byens karakteristiske kanaler, kastet ind på gaderne.

Myndighederne meddeler, at tidevandet toppede ved 187 centimeter over dagligt vande klokken 22.50 tirsdag aften.

Det er blot centimeter under den over 50 år gamle rekord på 194 centimeter.

/ritzau/