Det er velkendt, at der bag enhver mand med succes, står en kvinde, men nu sidder der også to magtfulde kvinder bag verdens mægtigste mand.

Det var intet mindre end et historisk øjeblik, da Joe Biden natten til torsdag dansk tid indtog talerstolen i Repræsentanternes Hus.

Ikke bare var det hans første tale til Kongressen som præsident i USA, hvor han gjorde status over sine første 100 dage i embedet.

Det var også første gang nogensinde, at en nyvalgt præsident holdt talen med to kvinder siddende på stolene bag sig.

For første gang nogensinde sad der to kvinder på pladserne bag præsidenten, da han talte til Kongressen.
For første gang nogensinde sad der to kvinder på pladserne bag præsidenten, da han talte til Kongressen. Foto: POOL
Vis mere

Vicepræsident Kamala Harris og flertalsleder Nancy Pelosi skrev nemlig historie, da de indtog deres pladser bag talerstolen for at høre præsidentens tale.

De to kvinder gav hinanden et coronavenligt albue-hils, før Biden også benyttede lejligheden til at hylde dem.

»Tak, madame Speaker, madame Vice President,« indledte Biden og tilføjede:

»Ingen præsident har nogensinde før sagt disse ord fra dette podium, og det er på tide.«

Harris og Pelosi fotograferet umiddelbart før Joe Bidens tale.
Harris og Pelosi fotograferet umiddelbart før Joe Bidens tale. Foto: Melina Mara
Vis mere

Og det var også Nancy Pelosis kommentar, da hun udtalte sig om sagen til CNN:

»Det er på tide.«

Stabschefen i Det Hvide hus, Ron Klain, sagde i sidste uge ifølge tv-stationen om netop det element ved Bidens tale:

»For første gang i amerikansk historie vil der sidde to kvinder bag præsidenten, når han taler: En kvindelig vicepræsident og en kvindelig speaker of the House.«

Biden hilste på Kamala Harris og Nancy Pelosi, da han ankom.
Biden hilste på Kamala Harris og Nancy Pelosi, da han ankom. Foto: POOL
Vis mere

»Præsidenter har talt til Kongressen lige siden George Washington. Men det var først for 14 år siden, at et af disse embeder for første gang blev besat af en kvinde. Så det tog lang tid at nå til denne milepæl. 14 år senere, for første gang, vil der sidde to kvinder bag præsidenten.«