Mere end hundrede dage er nu gået, siden Donald Trump blev taget i ed som USAs præsident.

Dengang stod hans hustru, Melania Trump, ved hans side – men siden er det ikke meget, der er blevet set til den amerikanske førstedame i offentligheden.

Til AFP forklarer historieprofessor Katherine Jellison, at præsidentfruens iøjnefaldende fravær er et »stort og meget mærkbart« brud med traditionen.

»Hun er ganske anderledes end alle andre førstedamer i mindst et par generationer, mere end et par generationer. Jeg skal helt tilbage til Bess Truman i slutningen af 40erne og begyndelsen af 50erne for at finde en førstedame med så lav en profil,« siger hun.

Melania og Donald Trump mødtes til en fest i 1998.
Melania og Donald Trump mødtes til en fest i 1998. Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Melania Trump har for det meste – også under hendes ægtemands første periode i Det Hvide Hus fra 2017 til 2021 – sørget for at holde sig ude at mediernes søgelys og holde lav profil.

Da Donald Trump vandt valget i 2016, valgte hun at blive boende i New York en længere periode, mens Donald Trump rykkede ind i Det Hvide Hus, så parrets søn – Barron – kunne blive færdig med sit skoleår og ikke skulle flytte midt i det hele.

Hendes fravær fra offentligheden kan der dog blive lavet om på senere på året, når hun forventes at indtage hovedrollen i en ny og stort anlagt dokumentar, som streaminggiganten Amazon Prime har sikret sig rettighederne til.

Tidligere på året kom det frem, at dokumentaren angiveligt vil give seerne 'et hidtil uset kig bag kulisserne' i Melania Trumps liv.

Parret har sammen en søn, den i dag 19-årige Barron Trump.
Parret har sammen en søn, den i dag 19-årige Barron Trump. Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg tror, at det amerikanske folk generelt stadig føler, at de ikke kender hende, og måske er dette ... hendes forsøg på at fortælle os, hvem hun er, men på hendes egne betingelser,« lyder det fra Katherine Jellison om dokumentaren.

Sidste år valgte Melania Trump dog også at give et indblik i sit privatliv, da hun udgav sin erindringsbog med titlen 'Melania', hvor hun blandt andet fortalte om sin opvækst og om det første møde med Donald Trump til en fest.