Mange kender oplevelsen af, at man sætter sit hus eller sin lejlighed til salg, og så er prisen bare for høj.

Flere kommer og kigger på den, men ingen byder ind. Til sidst må man sænke prisen for at vække interessen. Den følelse kender designeren Tommy Hilfiger alt til.

Han og konen Dee Ocleppo ville nemlig sælge deres ekstremt luksuriøse penthouselejlighed midt i New York, men det var noget af en udfordring.

I 11 år har lejligheden med fire værelser, der ligger på toppen af Plaza Hotel, været sat til salg af flere gange.

Startprisen var 80 millioner dollars (cirka 544 millioner kroner), men som tiden gik, blev prisen skåret ned.

Nu er lejligheden så solgt, men der er røget 320 millioner kroner af den oprindelige pris. Det skriver New York Post.

»The Plaza er undervurderet, men folk er ved at være trætte af glastårne. Det vil komme tilbage. Det her er et røverkøb,« siger en mægler om købet.

Fra lejligheden kan man se ud over Central Park og Fifth Avenue. Sidstnævnte er en kendt gade i New York for alle de kendte mærkevarebutikker.

Tommy Hilfiger og hustruen opholder sig ikke så meget i New York mere, da de for det meste er på deres store slot i Connecticut.

Han er kendt for at være manden bag det berømte tøjmærke opkaldt efter ham selv, Tommy Hilfiger.

Det er ventet, at dele af de dyre møbler i lejligheden er en del af handlen.

New York Post skriver, at det er på grund af Tommy Hilfigers specielle smag i indretningen af lejligheden, at det har været svært at sælge den.