Den danske regering og de danske sundhedsmyndigheder bekræftede nye restriktioner mandag. Restriktioner, der skal hjælpe med at få styr på coronasmitten i landet.
Restriktionerne kommer i kølvandet på et stigende smittetryk i Danmark, der ifølge data fra Our World In Data ligger over mange europæiske lande i forhold til smittede per en million indbyggere.
Men selvom Danmark ligger på omkring 277 smittede per en million indbyggere, så er der et andet nordisk land, der virkelig scorer højt på listen.
Det er vores naboer på den anden side af Øresund, Sverige, der har knapt dobbelt så mange smittede per million indbyggere, altså lidt over 500.
Svenskernes tidligere coronahåndteringen vakte dengang opsigt, og den har de valgt at forsætte, men nu kan man se på tallene, at Sverige er på vej til en kedelig førsteplads.
»Det er skræmmende. Naturligvis må man tolke tallene lidt forsigtigt med tanke på, at vi registrerer og tester enormt meget i Sverige lige nu. Det tror jeg ikke, at man gør på samme måde i alle andre lande,« siger overlæge Johan Styrid, der er overlæge på sygehuset Danderyd, til den svenske avis Aftonbladet.
»Men det er nogle bekymrende tal, at vi ligger så ekstremt højt,« tilføjer han.
Sverige ligger dog ikke helt i toppen af listen.
Det er derimod lande som Serbien og Georgien og andre østeuropæiske lande, der ligger øverst med smittede per million indbyggere.
Island er det nordiske land, der har færrest smittede per million indbyggere.


