Lige over 30 soldater fra en håndfuld europæiske lande vil bistå de danske soldater, der på vej til Grønland.
Det viser de meldinger, som er kommet fra Sverige, Norge, Storbritannien, Frankrig og Tyskland i de seneste dage.
Klart flest kommer fra de to sidstnævnte land, fremgår det af B.T.s overblik, som du kan se længere nede i denne artikel.
Mens udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) onsdag forhandlede i Det Hvide Hus, meddelte Forsvarsministeriet, at der »i den kommende tid være en øget militær tilstedeværelse i og omkring Grønland af såvel fly, skibe og soldater, herunder også fra NATO-allierede«.
Der vil ske i forbindelse med »øvelsesaktiviteter« såsom »bevogtning af samfundskritiske installationer, bistand til myndigheder i Grønland herunder politiet, modtagelse af allierede tropper, indsættelse af kampfly i og omkring Grønland samt sømilitær opgaveløsning«.
Forsvarsministeriet har ikke ønsket at uddybe, hvad der skal ske på Grønland eller komme med yderligere oplysninger om de udenlandske bidrag.

Herunder kan du se, at der efter alt at dømme kommer mindst 30 militærpersoner fra europæiske lande ud over Danmark.
Norge
Fra Norge kommer to personer fra forsvaret, fortalte landets forsvarsminister, Tore O. Sandvik, ifølge VG onsdag.
»Med det formål at kortlægge det videre samarbejde mellem de allierede,« som det i den forbindelse også lød fra ham:
»Der er en dialog i gang i Nato om, hvordan vi kan forstærke sikkerheden i Arktis, også for områderne i og omkring Grønland. Der er ikke truffet nogle konklusioner endnu, men vi vil komme med nogle vurderinger sammen med allierede.«
Sverige
'Nogle officerer' er allerede onsdag ankommet til Grønland, kunne statsminister Ulf Kristersson samme dag fortælle på X. Det er sket på anmodning fra Danmark, fremgik det.
Torsdag ønsker Försvarsmakten over B.T. ikke at uddybe nærmere, hvor mange svenske soldater, der er tale om.
»Vi vil ikke gå ind i præcise tal, men der er tale om et fåtal officerer, som er rejst til Grønland for at rekognoscere og indhente informationer sammen med allierede for at undersøge forudsætningerne for kommende øvelsesaktivitet,« lyder det:
»Der er ikke sendt materiel til Grønland, kun personel.«
Storbritannien
En enkelt militærofficer er blevet udsendt til Grønland efter dansk anmodning.
Sådan lød det onsdag i en udmelding fra premierminister Keir Starmers kontor ifølge mediet Independent.
Her lød det, at vedkommende skal være en del af et rekognosceringshold.
»Vi deler præsident Trumps bekymring over sikkerheden i Arktis. Og man kan se det her som et udtryk for, at Nato- og Jef-landene øger indsatsen for at øge sikkerheden i Arktis,« lød det samtidig fra en talsperson ifølge mediet.
B.T. har torsdag været i kontakt med det britiske forsvarsministerium der ikke har yderligere kommentarer end det, der blev meldt ud onsdag. Heller ikke om Storbritannien har sendt materiel.
Tyskland
Her er udvalgt 13 militærpersoner til at tage til Grønland, har det tyske forsvarsministerium onsdag bekræftet.
Torsdag lyder det videre i en udmelding, at man sammen med »andre NATO-partnere sender et rekognosceringshold til Grønland. Målet er at undersøge mulighederne for at sikre sikkerheden i lyset af russiske og kinesiske trusler i Arktis«.
Det lyder videre, at man torsdag flyver til Karup, hvorfra man fredag vil fortsætte turen til Grønland med et civilt luftfartøj – sammen med »det danske rekognosceringshold og andre partnere«.
»Specifikke kapacitetsbidrag er endnu ikke det primære fokus. Missionen er at indsamle grundlæggende information om de lokale forhold for operationelle og træningsmuligheder,« lyder det fra det tyske forsvarsministerium.
Ifølge Bild har et tysk militærtransport torsdag morgen kl. 8.21 begyndt rejsen mod Danmark fra Wunstorf-luftbasen.
Frankrig
Præsident Emmanuel Macron skrev onsdag på X, at man på dansk anmodning har valgt at deltage i »de fællesøvelser, som Danmark organiserer i Grønland.«
»De første franske militærelementer er allerede på vej. Andre vil følge,« lød det.
En militærkilde siger til det franske medie BFMTV, at der er tale om cirka 15 franske soldater – og at de torsdag morgen er ankommet til »arktisk territorium under dansk suverænitet«.
Den franske ambassadør for Nordpolen og Sydpolen, Olivier Poivre d’Arvor, skulle også til fransk radio have bekræftet, at der er tale om 15 medlemmer af bjergenheder, der har erfaring i kolde klimaer.
Macron har torsdag meddelt, at Frankrig vil sende yderligere støtte i form af land-, luft- og havressourcer.
Holland
Torsdag eftermiddag meddeler Hollands forsvarsminister, at landet også slutter sig til det danske forsvars tilstedeværelse og øgede øvelsesaktivitet i Grønland.
Du kan følge med i den seneste udvikling mellem Danmark, Grønland og USA i B.T.s liveblog HER.

