Mullah Abdul Ghani Baradar står midt i kameraet. Den sorte turban er viklet godt fast om hovedet, og det mørke, fyldige skæg bevæger sig i takt med munden. De brune øjne flakker fra side til side, mens han slår fast, hvordan der nu venter en stor opgave forude.
»Nu er det tid til at teste og bevise – nu skal vi vise, at vi kan tjene vores nation og give sikkerhed og komfort i livet.«
Men hvem er denne mand, der har denne kæmpe opgave foran sig?
Først og fremmest er han Talibans politiske leder. Og med stor sandsynlighed Afghanistans nye præsident. Egentlig er det Haibatullah Akhundzada der, som allerøverste leder i Taliban, har det sidste ord om bevægelsens politiske, religiøse og militære politik. Men han lever i skjul. Derfor er det Baradar, der, med sin titel som politisk leder, er bevægelsens frontfigur. En frontfigur, der som medstifter af Taliban fuldt ud kender til Taliban-bevægelsens dna.
Om hans mangeårige erfaring vil være nok til at stadfæste Talibans magtposition i landet, vil tiden vise. For det er en betydelig opgave, som Baradar og Taliban står overfor, fortæller chefkonsulent i Forsvarsakademiet David Vestenskov.
»Problemerne starter først for alvor nu, hvor de har fået magten. De har overtaget magten, så de vil også overtage alle problemerne.«
Men mere om det senere.
53-årige Baradar blev født i Oruzgan – en af Afghanistans 34 provinser – og opvoksede i Kandahar, som også er fødested for Taliban-bevægelsen.
Baradar trak i kamptøjet i 1980erne, efter at Afghanistan i 1979 var blevet invaderet af Sovjetunionen. Krigen kastede landet ud i en tilstand af politisk kaos, da Sovjetunionen trak sig ud efter ti års krig og sendte Afghanistan ud i en borgerkrig.
I starten af 1990 blev Taliban stiftet af Baradar og mullah Mohammed Omar, som blev leder af bevægelsen.
Den kaotiske tilstand i Afghanistan gjorde det muligt for Taliban at tage magten i Kabul i 1996, efter at Taliban havde erobret provinshovedstæder, før de marcherede mod Kabul – præcis som de har gjort de seneste måneder. Taliban sad på magten i fem år, indtil USA invaderede Afghanistan i 2001 i kølvandet på 9/11.
USAs invasion tvang Baradar i skjul, men han var fortsat aktiv i Talibans lederskab i eksil, indtil den amerikanske efterretningstjeneste CIA i 2010 kom på sporet af Baradar, som befandt sig i Pakistan. Derefter fulgte otte år i amerikansk fangenskab.
Men for tre år siden – i 2018 – sørgede Trump-administrationen for, at Baradar kunne udskifte fængsel med frihed. Det skete som en del af deres igangværende forhandlinger med Taliban i Qatar. De mente, at han ville kunne hjælpe med at mægle fred. Samme år blev han udnævnt til Talibans politiske leder.
For godt et år siden – i september 2020 – blev Baradar fotograferet med daværende udenrigsminister Mike Pompeo, der 'opfordrede Taliban til at gribe denne mulighed for at skabe et politisk forlig og nå til en omfattende og permanent våbenhvile', sagde USA i en erklæring.
I februar i år spillede Baradar en central rolle i aftalen om USAs udtrækning i Afghanistan. Her underskrev Baradar, som repræsentant for Taliban, Doha-aftalen, hvor USA lovede at forlade Afghanistan under forudsætning af, at Taliban ville indgå en magtdelingsaftale med præsident Ashraf Ghanis regering i Kabul.
Her, et halvt år efter at Baradar satte sin underskrift på fredsaftalen, der skulle sikre en magtdeling med regeringen, er Ghani flygtet ud af landet, mens Baradar og Taliban har overtaget hans kontor i regeringsbygningen. Det fører os tilbage til den store opgave, Baradar har meddelt, at Taliban har foran sig.
»De skal have et eller andet skolesystem, sundhedssystem og retssystem op at køre. Det koster alt sammen penge. De seneste 20 år er 70-80 procent af regningerne blevet betalt af Vesten – de penge kommer ikke til at flyde på samme måde mere. Taliban har ikke en blomstrende industrisektor, som kommer til at generere bare en procentdel af de her tal. Det vil være en udfordring for ham og for Taliban at få budgettet til at hænge sammen,« fortæller David Vestenskov, chefkonsulent ved Forsvarsakademiet, som også peger på, hvad han tror, det vil få af konsekvenser.
»Jeg tror, det bliver vanvittig svært for dem at holde sammen, særligt på de forskellige grupperinger, som de har haft med, så længe der har været interesse i at pege våbnet i samme retning. Jeg tror, det bliver en meget svær opgave at løse, og jeg tror, det kommer til at ende ud i en borgerkrig på et tidspunkt.«
