Hele verden har fulgt med i den længe ventede afgørelse om, at USA's præsident Donald Trump skal sættes for en rigsret.

Potentialet er kraftfuldt. I sidste ende kan rigsretssagen afsætte præsidenten på baggrund af anklager om magtmisbrug.

Den republikanske senator og leder af senatet, Mitch McConnell, skal tilrettelægge rigsretssagen mod præsident Donald Trump.
Den republikanske senator og leder af senatet, Mitch McConnell, skal tilrettelægge rigsretssagen mod præsident Donald Trump. Foto: MARK WILSON
Vis mere

Men hele processen kan ende som en storm i et glas politisk farvet vand.

Det fortæller Jørgen Albæk Jensen, professor i offentlig ret og med fokus på rigsretssager i USA ved Aarhus Universitet.

»Det ligner en skueproces. Der er ikke tvivl om, hvad resultatet bliver. Det tror jeg også godt, at både demokraterne og republikanerne ved,« siger han.

Årsagen til, at resultatet nærmest er givet på forhånd, personificeres i Kentucky-senatoren Mitch McConnell. Valgt ind fra en af de stærkeste Trump-stater leder han republikanerne og dermed flertallet i Senatet.

Ifølge et DR-portræt er han kendt som indbegrebet af Washington D.C.s magtelite. En 'frygtløs og kynisk magtpolitiker', der af kritikere sammenlignes med 'Darth Vader'.

Det er denne Trump-allierede, der skal tilrettelægge rigsretssagen mod præsidenten. Og han har ikke tænkt sig at undergrave sin chef. Det er højst besynderligt, vurderer Jørgen Albæk Jensen.

»Han har sagt, at han ikke vil være en upartisk nævning. Hvad der i sig selv er en grotesk udtalelse. Hvis man tager sin opgave efter forfatningen alvorligt, må man i det mindste høre, hvad der bliver fremlagt, og så tage stilling,« siger han.

Den hårdeste anklage mod Donald Trump handler om misbrug af præsidentembedet. I et telefonopkald med den ukrainske præsident skulle Donald Trump have misbrugt sin magt til at presse sin østeuropæiske kollega til at udlevere kompromitterende materiale om Trumps mulige modstander, demokraten Joe Biden.

Demokraterne skriger på, at processen skal afhøre Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton, der arbejdede for præsidenten under det famøse telefonopkald, og som muligvis har overhørt samtalen. Mitch McConnells farvede tilgang til processen kan betyde, at der ikke vil blive indkaldt relevante vidner som John Bolton til afhøringer i rigsretssagen.

En anden markant årsag til, at resultatet kan føles givet på forhånd, er, at det kræver to tredjedeles flertal i senatet at afsætte præsidenten i en rigsretssag.

Her har demokraterne 47 pladser, mens republikanerne har 53 pladser.

»Man ved, at det ikke er muligt at omvende 20 republikanere i senatet for at få to tredjedeles flertal og smide Trump ud. I bedste fald vil det dreje sig om et par stykker,« siger Jørgen Albæk Jensen.

Demokraterne er begyndt at spekulere i taktik.

Mitch McConnell kan ikke sætte processen i gang, før demokraternes formand i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, officielt har overleveret sagen.

Hun har meldt ud, at hun ikke vil gøre det, før det er garanteret, at rigsretssagen vil forløbe upartisk.

På den måde kan demokraterne trække sagen i langdrag i forsøget på at presse republikanerne og McConnell til at indkalde centrale vidner til afhøring, som han ellers har meldt ud, at han ikke vil.

Det forklarer Jørgen Albæk Jensen.

Derfor kan der let gå længere tid endnu, før rigsretssagen kan tage sin begyndelse.