Tænk sig, at man nogensinde skulle skrive følgende:

Men det største chok ved nattens præsidentdebat mellem Donald Trump og Joe Biden var ikke en kontroversiel udtalelse eller skænderier.

Nej, det største chok var noget helt andet.

Nemlig at det var en lødig, høflig og normal debat, som udspillede sig mellem de to præsidentkandidater i Nashville, Tennessee.

Man kunne rent faktisk høre, hvad der foregik i store dele af debatten.

Kun ganske få gange afbrød de to kandidater hinanden. Kun få gange måtte moderatoren Kristen Welker skride ind, og kun få gange blev Donald Trumps mikrofon slukket.

Alt det her kan naturligvis kun skrives i skarp kontrast til den første debat mellem de to præsidentkandidater tilbage i september.

Den blev beskrevet som »ren børnehave«, hvor Trump igen og igen afbrød Biden. Og debatmoderatoren Chris Wallace mistede overblikket fuldstændigt.

Det hele sejlede.

Det gjorde det ikke natten til fredag dansk tid, hvor moderatoren også havde den hjælp – og det pressionsmiddel – at en kandidats mikrofon kunne blive slukket.

Som New York Times' chefkorrespondent i Det Hvide Hus, Peter Baker, forklarer:

»Det var en meget mere brugbar debat for de seere, der faktisk ville se de to debattere emner. Trump kom ind som underdog og havde brug for mere dynamik – det var hans sidste store chance for at vise det, og det er jeg ikke sikker på, han lykkedes med,« skriver han.

Trumps indsats kaldes af 'god' af Adam Nagourney, der er politisk reporter hos New York Times.

»Den her debat var mere normal. Trump mindede mig mere om den måde, han var på i sin sidste debat med Clinton, hvilket var godt. Hans budskaber om, at Biden har været der længe og ikke har gjort noget, virkede godt,« skriver han.

Joe Biden får dog også ros.

»Biden var så stærk, som man kan få ham. Og han har formentlig lagt de sidste spørgsmål om sit mentale helbred i graven,« skriver Nagourney.

Men igen var det stadig den sobre tone i debatten, som overraskede mest. Som nyhedsbureauet AFP eksempelvis skriver i et tweet:

'Det måske mest overraskende aspekt af debatten i Nashville, Tennessee, viste sig at være den ordentlige tone, sammenlignet med den katastrofale debat i forrige måned.'