Redningsmanden fra Hudson River er blevet syg. 

Chesley Sullenberger – bedre kendt som kaptajn Sully – er blevet diagnosticeret med Alzheimers. 

Sullenberger blev en helt i både USA og resten af verden, da han i 2009 nødlandede en Airbus fra US Airways på Hudson River i New York. 

Kort efter takeoff ramte flyet en flok gæs, og begge motorer satte ud. 

På grund af flyets lave højde havde kaptajnen ingen anden mulighed end at foretage en nødlanding på floden.

Alle 155 passagerer og besætningsmedlemmer ombord overlevede. 

Det berømte billede fra landingen på floden, hvor alle de ombordværende stod på vingen.  Arkivfoto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix

Historien om Sully blev udødeliggjort i 2016, hvor Tom Hanks spillede rollen som den legendariske pilot. 

Nu er der imidlertid trist nyt fra Sullenberger. 

I et interview med magasinet People fortæller han og hans hustru, at han for nylig har fået konstateret den frygtede demenssygdom.

Den nu 75-årige pensionerede luftkaptajn har efter eget udsagn altid haft en fotografisk hukommelse. 

Chesley 'Sully' Sullenberger fotograferet i cockpittet i 2009.  Arkivfoto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix

Pludselig bemærkede han, at han begyndte at glemme ting. 

Nu står han frem og fortæller, hvad årsagen er. 

»Jeg fandt for nylig ud af, at jeg er blevet diagnosticeret med Alzheimers sygdom,« afslører han til People.

Han fik diagnosen i august 2025, og han forklarer, at sygdommen stadig er i en tidlig fase.

Sullenberger fotograferet med sin hustru Lorrie i 2016 til premieren på filmen om hans heltegerning.  Arkivfoto: Alessandro Di Marco/EPA/Ritzau Scanpix

Hans hustru Lorrie Sullenberger fortæller, at sygdommen indtil videre kun har haft ringe indflydelse på hendes mands personlighed. Og på trods af sygdommen ser parret lyst og positivt på fremtiden.

»Ligesom han var den samme stabile person før og efter Flight 1549 (flyvningen, hvor han nødlandede på floden, red.), er han den samme stabile person nu, før og efter denne diagnose,« fortæller hustruen og tilføjer: 

»Den styrke og stabilitet leder os som familie. Vi støtter ham på denne rejse, som vi nu går sammen med så mange andre familier. Selvom fremtiden er usikker, fortsætter vi med at leve vores liv, have håb og finde glæde i hverdagen.«

Han har valgt at dele sin historie i håb om, at det kan hjælpe andre i samme situation. 

»Det er mit håb, at ved at dele dette, vil andre familier, der lever i skyggerne med denne sygdom, føle, at de også kan træde frem,« siger han.