USA's præsident, Donald Trump, har rejst med den afdøde sexforbryder Jeffrey Epsteins privatfly mindst otte gange mellem 1993 og 1996.
Det fremgår af en e-mail sendt fra en assisterende anklager, hvis navn er blevet anonymiseret. Det er ligeledes uklart, hvem der er modtageren af e-mailen.
E-mailen er en del af tusindvis af Epstein-dokumenter, som USA's justitsministerium har frigivet tirsdag.
Den blev sendt 7. januar 2020, og i emnefeltet fremgår det, at den er en del af en mailtråd vedrørende Epsteins flyvejournaler.
På en af flyvningerne nævnes det, at Trump og Epstein sammen med en 20-årig var de eneste passagerer på flyet.
Anklageren, som står bag e-mailen, uddyber desuden, at flyvejournaler viser, at Trump "rejste med Epsteins private jet mange flere gange, end der tidligere er blevet rapporteret, (eller som vi var klar over)".
/ritzau/