Taliban er på hastig fremmarch i hele Afghanistan, og snart vil de have overtaget hele Helmand, som danske soldater brugte mere end et årti på at forsvare.

Det vurderer David Vestenskov, der er chefkonsulent ved Forsvarsakademiet. Han følger nøje Talibans fremrykning i Afghanistan, der har er taget til siden amerikanerne trak sig tilbage fra landet.

»De områder, som danske soldater patruljerede i, er i dag mere eller mindre kontrolleret af Taliban. Det er kun er et spørgsmål om få uger før hele Helmand-provinsen ryger. De mangler kun at indtage Lashkagar, provinshovedstaden,« siger David Vestenskov.

Har du været udsendt til Afghanistan og har en holdning til situationen i landet nu, så vil B.T. gerne tale med dig. Send en mail til jvla@bt.dk. Tak!

En dansk soldat fotograferet i Helmand-provinsen i 2008.
En dansk soldat fotograferet i Helmand-provinsen i 2008. Foto: Forsvaret Harald Henden
Vis mere

Siden amerikanerne forlod Afghanistan, har Taliban været på hastig fremrykning. I weekenden indtog Taliban de tre byer Kunduz, Sar-e-Pol and Taloqan i den nordlige del af landet.

Særligt Kunduz har stor strategisk betydning. Dels fordi det er den 6. største by i Afghanistan, og dels fordi byen er knudepunkt for veje mellem hovedstaden Kabul og Centralasien. Indtagelsen af Kunduz er ifølge David Vestenskov udtryk for en optrapning af Talibans offensiv.

»Det er det næste skridt i den kampagne, de fører, og en udvikling i konfliktens dynamik. Tidligere er de gået efter tyndt befolkede områder. Nu går de videre og ser på større befolkningscentre. Det er et skridt på vejen til at tage kontrol med hele landet, som er deres klare ambition,« siger David Vestenskov.

Efter mere end tyve år med krig er Afghanistan fyldt med våben og våbentrænede mænd. Der er mange lokale krigsherrer med forskellige interesser, og derfor står landet på dørtrinet til en total borgerkrig.

Taliban på offensiv. Mindst otte personer mistede livet under et koordineret angreb i hovedstaden Kabul 4. august 2021.
Taliban på offensiv. Mindst otte personer mistede livet under et koordineret angreb i hovedstaden Kabul 4. august 2021. Foto: JAWED KARGAR
Vis mere

Sikkert er det, at regeringen taber terræn, og David Vestenskov vurderer, at det ikke vil vare længe, før Taliban kontrollerer store dele af landet.

»Det er et spørgsmål om måneder – jeg tror vi kigger ind i tre til seks måneder – så vil vi se Taliban tage kontrol med Kabul og store dele af landet,« siger han.

Danmark havde i perioden 2001 til 2014 mere end 12.000 danske soldater på afghansk jord. Dermed er Danmark et af de lande, der bidrog med flest soldater per indbyggere til den internationale styrke, ISAF.

43 danske soldater omkom i krigen, hovedparten af dem i Helmand-provinsen. Dertil kommer en lang række soldater, der er kommet hjem med fysiske og psykiske mén.