Hundredvis af muslimer var fredag mødt op for at bede tæt på portene til Jerusalems gamle by, mens Israel havde lukket adgangen til al-Aqsa-moskéen og andre hellige steder.
Det er første gang siden 1967, at al-Aqsa-moskéen, som er det tredjemest hellige sted i islam, er lukket under de sidste ti dage af ramadanen og eid-fejringen, siger forskere.
Israel har under krigen i Iran, som begyndte 28. februar, lukket for adgang til Jerusalems mest hellige steder af sikkerhedshensyn.
Iran har hyppigt sendt missiler mod Israel, og forsamlinger på mere end 50 mennesker er blevet forbudt.
- I dag er al-Aqsa blevet taget fra os. Det er en trist og smertefuld ramadan, siger palæstinensiske Wajdi Mohammed Shweiki til nyhedsbureauet AFP.
- Det er en katastrofal situation for Jerusalems borgere, for palæstinensere generelt og for alle muslimer på tværs af kloden, fortsætter han.
Fredag blev enden på ramadanen - den muslimske fastemåned - markeret, og muslimer var mødt op med bedetæpper under armene, mens israelsk politi holdt opsyn.
Folkemængden forsøgte at komme forbi byportene, mens der blandt andet blev råbt "Allahu Akbar", som betyder "Gud er stor" på arabisk.
Men ifølge AFP fik nogle "få dusin" betjente hindret folkemængden i at komme forbi. Det skete med lejlighedsvise slag og spark samt mindst to gange med tåregas.
Situationen omkring adgang til al-Aqsa-moskéen har ofte været genstand for kontroverser.
De få hundrede bedende var langt færre end de normalt op omkring 100.000 mennesker, der strømmer til al-Aqsa under eid.
Det israelske politi forklarede fredag, at det - på trods af at Israel er i forhøjet beredskab - "tillod bønner at blive gennemført på gaden uden for Jerusalems gamle by uden indblanding".
- Men betjente måtte håndhæve reglerne af sikkerhedshensyn, da folkemængderne senere overskred den tilladte størrelse og tilsyneladende forsøgte at komme ind i den gamle bys sikkerhedsområde, sagde politiet.
Det var i 1967, at Israel erobrede Østjerusalem fra Jordan under Seksdageskrigen.
/ritzau/AFP
