En mand mistede onsdag aften dansk tid kontrollen over sin helikopter, og det endte med, at den røg i Hudson-floden nær New York i USA.

Det var en 35-årig mand, som kontrollerede helikopteren, og han var den eneste person i det forulykkede materiel.

Personen er dog umiddelbart sluppet med et sår på hånden. Det skriver newyork.cbslocal.com.

I en video på de sociale medier kan man se, hvordan ulykken sker. At helikopteren pludselig går i spin og til sidst falder i vandet.

Han blev reddet op fra vandet kort efter, at helikopteren var styrtet ned.

Det var en NY Waterway-båd med passagerer, der så, at helikopteren pludselig var ved at styrte i vandet.

Så de sejlede over og samlede piloten op fra vandet.

Øjenvidner siger til CSB Local, at helikopteren lige var lettet og forsøgte at lande igen kort efter, men det lykkedes altså ikke.

Helikopteren blev også hentet op af vandet kort efter.

Det er ikke første gang, at Hudson-floden kommer i fokus i forbindelse med en ulykke.

For godt 10 år siden nødlandede et Airbus 320-fly i floden, hvor alle 155 passagerer blev reddet i land.

Der har ikke været nogen indikation på, at piloten i den nedstyrtede helikopter var påvirket af alkohol eller stoffer.