Det er 400 meter langt, vejer 200.000 ton og er 59 meter bredt.
Fragtskibet 'Ever Given' er ikke nogen nem sag at flytte rundt på, og siden det tirsdag morgen gik på grund, har det blokeret for al passage gennem en af verdens vigtigste transportveje – Suezkanalen.
»Det er noget nær det værste sted, man kan placere en trafikprop,« siger cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen.
Sagen er nemlig den, at Suezkanalen er den hurtigste vej til at få transporteret varer fra Asien til Europa, og derfor er det tonsvis af Ikea-møbler, sko og tøj til blandt andet danskere, der lige nu er fanget på containerskibe i Egypten.
»Det kommer til at få betydning, men det er ikke alle, der kommer til at mærke det. Coop var ude og sige lørdag, at de har 83 containere, der 'holder i kø' på de bagvedliggende skibe. Så vi kan risikere, at der er varer, vi ikke kan få fat på, eller også kan prisen blive højere. Og man kan også mærke det, når man skal ned og tanke bilen, for olieprisen er blevet højere – det blev den næsten med det samme,« fortæller Søren Kristensen.
At et grundstødt fragtskib kan få konsekvenser for prisen på en liter benzin hjemme i Danmark, skyldes, at knap ti procent af al verdens olie bliver transporteret gennem kanalen. Det samme gør lidt mere end ti procent af alle verdens varer – og sammenholder man det med det faktum, at verden befinder sig i en coronakrise, kan man få en farlig cocktail, vurderer Søren Kristensen.
»Timingen kunne ikke være værre, for selvom vi er i dyb krise, er det meget specielt. For selvom forbruget samlet set er nede, kan vi ikke komme ud at rejse og spise, og det betyder, at vi kun kan bruge pengene på varer,« siger han.
En, der også har øjnene stift rettet mod Suezkanalen, er Lars Jensen. Han er shippingekspert i SeaIntelligence Consulting. Selvom han ikke er lige så overbevist som Søren Kristensen om, hvor meget de enkelte forbrugere kommer til at kunne mærke blokeringen, kan det stadig få store konsekvenser.
»Arbejder man med eksport eller import, så skal man virkelig være på mærkerne, for det her kommer til at handle om, hvor god man er til at komme igennem det. Hvis man forestiller sig, at man som tøjeksportør ikke kan ikke få plads på skibene, så kan det være katastrofalt,« siger Lars Jensen.
Flere hundrede skibe ligger i kø bag fragtskibet 'Ever Given' og venter på at kunne komme igennem – heriblandt flere Mærsk-skibe. Og de er pressede, vurderer Lars Jensen.
»Der er rigtig langt, hvis man først skal sejle baglæns ud af kanalen og syd om Afrika. Det bliver markant dyrere i olie og kommer til at tage langt længere tid. Men de seneste 48 timer kan vi se, at de store shippingfirmaer er begyndt at sende skibene syd om Afrika, så de har nok vurderet, at det her kommer til at tage tid,« siger han.
Flere eksperter har vurderet, at det kan tage uger at få skibet til at flyde igen. Og selv når det sker, er problemerne langtfra overstået – først dér vil de for alvor kunne mærkes i Europa.
»Der kommer normalt cirka 50.000 containere til Europa hver dag fra Asien, og nu har vi haft en del dage, hvor der ikke er kommet nogen. Så når kanalen åbner igen, kommer alle skibene til havnene på én gang – men det har hverken havnen eller de mange lastbiler og togvogne, der skal fragte varerne, kapacitet til. Så i samme øjeblik man hører, at nu er kanalen åben, så løser problemet sig jo ikke,« siger Lars Jensen.
Den internationale forsikringsgigant Allianz vurderer, at blokaden kan koste den globale handel mellem 37 og 63 milliarder kroner om ugen.
Suezkanalen er menneskeskabt og forbinder Middelhavet og Det Røde Hav.