For to uger siden endte en familieferie til Istanbul som et mareridt, da en hel tysk familie på mystisk vis omkom kun få dage inde i deres tur.
Hvor det før var mistænkt, at de to forældre og to børn var døde af madforgiftning, er dødsårsagen nu endeligt fastslået, skriver Bild.
Ifølge Bild, som henviser til de to tyrkiske medier T24 og tv-stationen Halk TV, viser obduktionsrapporten, at familien døde af forgiftning med den meget farlige gas fosfin.
Og det skulle vise sig at føre til flere anholdelser.
Børnene, treårige Masal og seksårige Kadir, var natten til den 13. november blevet ramt af voldsom kvalme og opkast.
Hurtigt derefter farede forældrene, Cigdem og Servet, til hospitalet. Kort tid efter oplevede de dog samme symptomer.
De fire modtog ifølge mediet alle behandling for det, der var mistænkt som madforgiftning. Derefter blev de sendt hjem.
Det skulle vise sig at være en fatal fejl.
I løbet af kun få timer forværredes deres tilstand drastisk. På tragisk vis døde først børnene, så moderen og få dage senere også faderen.
Og nu kan obduktionsrapporten konkludere, at det var den farveløse og lugtfri gas, fosfin, der slog dem ihjel.
Som regel bruges fosfin til skadedyrsbekæmpelse, hvor den i selv lave koncentrationer er ekstremt farlig.
Derfor har myndighederne taget et nærmere kig på familiens hotel, hvor det ifølge mediet T24 ikke kan udelukkes at være brugt.
Med den mistanke har myndighederne ifølge mediet anholdt en hoteldirektør, to hotelansatte, samt lederen af et skadedyrsbekæmpelsesfirma, hans søn og en ansat i virksomheden.
Istanbuls chefanklagemyndighed oplyser, at de nu vil offentliggøre en selvstændig rapport om dødsfaldene senere på ugen.
