Har du ferieplaner, der fører dig forbi den engelske lufthavn Heathrow?

Så bør du vide, at mere end 4.000 ansatte i kundeserviceafdelingen, lufthavnsingeniører og sikkerhedspersonale har stemt for at gå i strejke.

Fagforeningen Unite forudser sommerrejsekaos, hvis medarbejderne, som planlagt udebliver fra arbejde den 26. og 27. juli, den 5. og 6. august og igen den 23. og 24. august. Det skriver BBC.

Medarbejderne i London-lufthavnen er utilfredse med deres egne lønninger, efter en gennemsnitlig lønforhøjelse på 2,7 procent over 18 måneder blev afvist. De er utilfredse med, at alle ikke får samme løn for samme arbejde.

Desuden er de langt fra tilfredse med, at direktøren for Heathrow, John Holland-Kayes, ifølge lufthavnens årsrapport for 2018, fik en lønforhøjelse på hele 103 pct.

Ledelsen opfordrer fagforeningen til at sætte sig til forhandlingsbordet igen og forsøge at finde en mindelig løsning.

»Vi har foreslået en progressiv lønpakke, der giver en lønstigning på mindst 4,6 pct. til mere en 70 pct. af vores ansatte,« lyder en udmelding fra lufthavnen ifølge BBC.

Til de rejsende, der har billetter til eller fra Heathrow på de nævnte dage, siger lufthavns ledelsen, at nødplaner er klar. De skal sikre, at lufthavnen kan holde åben og fungere, hvis strejkevarslet bliver til virkelighed.