Verdens største skildpadder, havlæderskildpadderne, har gennemtrawlet verdenshavene i millionvis af år. Men nu fortæller videnskabsfolk, at den kraftige nedgang i deres antal betyder, at de kan være forsvundet fra den amerikanske vestkyst i løbet af bare nogle få årtier.

Der findes syv underarter af havlæderskildpadderne rundtomkring i verden, og de er alle truet af udryddelse. Men nylige studier viser, at en bestemt underart har oplevet en 80 procents nedgang på bare 30 år. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den underart svømmer mere end 11.000 kilometer om året gennem Stillehavet for at æde vandmænd i det kolde vand ud for Californien.

Ifølge videnskabsfolkene bærer det internationale fiskeri og den illegale indsamling af skildpaddeæg skylden for den dramatiske nedgang.

Havlæderskildpadde på vej ud i havet efter æglægning i Fransk Guyana i Sydamerika.
Havlæderskildpadde på vej ud i havet efter æglægning i Fransk Guyana i Sydamerika. Foto: Jody Amiet
Vis mere

Skildpadderne er blevet fulgt i årevis af videnskabsfolk i Monterey i Californien. En af dem, Scott Benson, har konstateret, at antallet af det vestlige Stillehavs havskildpadder er faldet med 80 procent på mindre end 30 år. Det er et årligt fald på 5,6 procent.

Ifølge ham er der nu kun omkring 1.400 voksne hunskildpadder tilbage, som lægger deres æg på strandene i hele området. I Californien er der kun omkring 50 tilbage.

»Havlæderskildpadden er en ældgammelt havdyr. Den har været på spil i omkring 80 millioner år – lige siden dinosaurerne,« siger Benson. Den er verdens fjerdestørste nulevende krybdyr. Kun tre krokodillearter er større. Skildpadderne vejer mellem 250 og 700 kilo.

»De er ikke speciel gode til at tilpasse sig, selv om de har været igennem en masse, såsom meteornedslag og klimaforandringer. De har dog fundet ud af at klare det. Også problemerne i vore dage ville være til at klare, hvis blot antallet af skildpadder var stort nok.

To små havlæderskildpadder kæmper sig vej mod havet.
To små havlæderskildpadder kæmper sig vej mod havet. Foto: JIMIN LAI
Vis mere

Men vi er nede på 'resterne' nu. Så enhver lille ting kan være ødelæggende for havlæderskildpadderne. Vi har meget lidt tid til at vende udviklingen.«

For at vende den negative udvikling skal der gøres mere for at engagere de lande, som endnu ikke har strikse regler, der kan beskytte de gigantiske skildpadder fra at blive dræbt eller såret – ved for eksempel at blive fanget i et fiskegarn.

Havlæderskildpadder svømmer hvert år over 11.000 kilometer fra Indonesien og Solomonøerne til den amerikanske vestkyst for at jage vandmænd.

»Vi sætter sendere på skildpadderne, så vi kan følge dem. Så kan vi også informere fiskerne om dem, så de undgår at fange dem i deres garn,« siger Benson.